Det er en helt solstrålehistorie med den otteårige hoppe, Sunshine Avenue, der har fundet vindermelodien i montéløbene.

Da Jeppe Juel i december 2024 tog beslutningen om at prøve Sunshine Avenue (Infinitif) i montéløb, traf han hvad der i dag kan ses som en meget fornuftig beslutning.
På tre måneder har Sunshine Avenue nu startet fem gange i montéløb og har vundet 4 sejre og en 1 tredjeplads og tjent 75.846 kroner!
Ikke mindst to sejre i Sverige skæpper her godt i kassen – først en sejr for en måned siden på Åby med Michelle Mønster i sadlen og senest i aftes på Jägersro, hvor det var Nicole Marsing, der bragte Sunshine Avenue til sejr i 1.15.8/2140 m.
De to svenske sejre har hver givet 40.000 SEK i præmier – det er efter UETs vekselkurs 26.048 danske kroner, men inden for de seneste uger er den svenske krone blevet stærkere, nemlig med 4%!
Omregnet i dagens kurs vinder Sunshine Avenue faktisk 27.184 kroner – altså lidt over en tusse mere end, hvad hestens startpræmiesum bliver belastet med.