Ny dopingsag!
Dansk Travsports Centralforbund (DTC) meddeler:
Marino T.H. i træning hos amatørtræner Kenneth P. Hansen, Charlottenlund Travbane, er testet positiv for brugen af stoffet Triamcinolonacetonid.
Den 8-årige vallak Marino T.H. blev onsdag 21. marts 2012 bragt til start på Charlottenlund Travbane, hvor den endte på en tredjeplads i tiden 1.15,4a/2000 meter til en præmie på 3.750 kr.
Efter løbet blev der rutinemæssigt udtaget en dopingprøve på hesten. A-prøven, der har været analyseret på et laboratorium i Uppsala i Sverige, har vist spor af stoffet Triamcinolonacetonid. Et stof, der bl.a. bruges i diverse salver samt i injektionspræparatet Kenalog. I forhold til deltagelse i væddeløb på danske baner har stoffet en karenstid på mindst 14 dage.
I forbindelse med sagen har repræsentanter fra DTC i dag foretaget et uanmeldt kontrolbesøg i stalden hos Kenneth P. Hansen på hans gård ved Fjenneslev. Kontrolbesøget blev foretaget jf. DTCs gældende praksis på området.
Ved besøget blev alle rutiner vedr. medicinering i stalden gennemgået og en ny blodprøve på Marino T.H. blev udtaget. På baggrund af kontrolbesøget vil DTC udarbejde en rapport, der bl.a. kommer til at indeholde forhør af de involverede parter samt registrering af alle øvrige for sagen relevante oplysninger.
DTC afventer nu svar på B-prøven, der er sendt til analyse på et laboratorium i Paris. Den forventes at ligge klar om to-tre uger.
Derefter vil forbundet udrede sagen ud fra den rapport, der i dag er udfærdiget ved kontrolbesøget hos Kenneth P. Hansen. DTC vil endvidere indhente kommentarer og ekspertudsagn fra forbundets samarbejdspartnere i det fællesnordiske dopingsamarbejde, NEMAC.
Marino T.H. skulle i aften være bragt til start på Jägersro Travet i Malmø, men på grund af den positive dopingprøve er hesten blevet slettet.