TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Nu venter Paris

af | Nyheder

6-årige Very Kronos stod for en meget flot præstation, da den lørdag nedkæmpede Cyber Lane fra dødens og vandt Silverhästen i ny personlig rekord 1.10.9a/2140 m.

Udvendige Very Kronos kæmper sig forbi Cyber Lane og vinder Silverhästen. Foto Kanal 75

Svante Båth-trænede Very Kronos (Ready Cash) har altid være en meget omtalt hest, og den har jo egentlig også gjort det meget godt ved at vinde 21 sejre i 40 starter og tjente 3.3 millioner kroner.

Men alligevel er det som om vi har aldrig har fået set hestens fulde potentiale – og ret beset så er den indtjening, som Very Kronos hidtil har hentet på 3.3 millioner kroner skuffende.

Skuffende – ja, egentlig når man ser på at fem andre 6-årige travere i Sverige hver især har tjent mere end 2 millioner kroner alene i 2020!

Tidligere har Very Kronos haft problemer med sit temperament og har galoperet fra start.

Det ser ud til at den med alderen nu har fået styr på den del, og selv om den nok har sin egen mening på løbsbanen, så har den i de seneste starter vist fra sin bedste side.

I de fem sidste starter er det blevet til 4 sejre og en andenplads.

Og i øvrigt er halvdelen af den startpræmiesum Very Kronos har, tjent i år!

Lørdagens sejr i Silverhästen var fantastisk.

At gå udvendigt i 1.10-tempo omkring 1500 meter og kunne afgøre til sin fordel.

Jo, det var en stor indsats af Very Kronos med Erik Adielsson, der i opløbet stred sig forbi længe førende Cyber Lane med Johan Untersteiner til sejr i ny rekord 1.109.9a/2140 m.

Dermed fik Very Kronos revanche for nederlaget for en måned siden til Cyber Lane i Müllers Memorial på Jägersro.

Nu vil træner Svante Båth matche Very Kronos i Frankrig, og det forstår man godt – omend den franske voltemetode, måske ikke lige er det, der passer bedst til en temperamentsfuld hest som Very Kronos.

Hesten har tidligere været forsøgt i Frankrig, hvor den endda vandt sin første sejr på banen i Caen i voltestart – så umuligt er det ikke.

Og med cirka 325.000 på præmiekontoen er der mange opgaver til Very Kronos – ikke kun på Vincennes.

I øvrigt er moderen til Very Kronos – Glide About en fantastisk følhoppe.

Hun har 6 afkom i startklar alder og de fire er millionærer med Treasure Kronos som mest vindende med 4.9 mio. SEK.