TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Nu trækkes der på samme hammel!

af | 22. mar 2026 | Nyheder

Som et Damoklessværd har Det Danske Travselskab, der driver Charlottenlund Travbane, siden november sidste år haft truslen om en lukning af Danmarks ældste travbane hængende over hovedet. Men i den forløbne uge kom der en positiv udmelding fra såvel Dansk Hestevæddeløb som Det Danske Travselskab.

Det var en bombe af stor styrke, der detonerede den 11. november 2025, hvor vi her på Travservice kunne fortælle, at som led i Vision Øresund, hvor Det Ny Jägersro skal være hovedbane, ville al travsport på Charlottenlund Travbane ophøre ved udgangen af 2026.

Siden da har der været ført mange forhandlinger, skrevet læserbreve og afholdt møder m.m., for selvfølgelig kunne man i Det Danske Travselskab (DTS) ikke stiltiende finde sig i, at Danmarks nationalarena for travsport skulle lukkes.

Nu er parterne heldigvis blevet enige – der er borgfred, i hvert fald på dette område, i dansk travsport – og der kan nu arbejdes videre med Vision Øresund.

– Den nye bane på Jägersro skal være hovedbanen i Øresundsregionen, men vi har nu indgået en aftale med DTS, der indebærer, at der fortsat kan afvikles løb på Charlottenlund Travbane i 2027. Det bliver løbsdage med de klassiske løb, og herudover primært breddeløbsdage. Charlottenlund Travbane skal, akkurat som landets øvrige baner, tilpasse sig den nye situation og afgive løbsdage til Jägersro, siger Stig Holst Hartwig, formand for Dansk Hestevæddeløb (DHV).

Der foreligger således en aftale mellem DHV og DTS, som sikrer, at der fortsat vil være løb på Charlottenlund Travbane i de kommende år.

Men det har en pris.

DTS har forpligtet sig til at udvikle et moderne træningsanlæg på Sjælland – hvilket med stor sandsynlighed bliver en renovering og udbygning af Skovbo Trav ved Bjæverskov.

– Men det var noget, vi selv ville have gjort. Det ligger i de planer, vi har for udvikling af talentmassen og etablering af en Masterclass, siger Peter Andersen, formand for Det Danske Travselskab.

Økonomien i det påtænkte projekt på Skovbo skal komme fra planerne om salg af parkeringspladsen ved staldene og Rest. Skjoldgaarden.

– Vi har indgået en aftale med en developer, UTF Group, der nu er i gang med en due diligence – dvs. en nærmere undersøgelse af området, diverse dokumenter m.v. Ligeledes skal vi sammen med UTF Group i den kommende uge have møde med Gentofte Kommune med henblik på en ny lokalplan for området, siger Peter Andersen videre.

– Det er ikke blot en lokalplan for parkeringsområdet. Kommunen ønsker nu at udarbejde en rammelokalplan for hele travbanens område. Den vil omfatte fremtidsplanerne for bl.a. den store tribune, som i dag står tom det meste af tiden. Vi har nogle idéer om, at der kan etableres en sportsbar og en biludstilling i den store spillehal, men der kan også være mange andre muligheder, fortsætter Peter Andersen.

Ud over forpligtelsen til at udbygge et træningscenter på Sjælland skal DTS også acceptere en ny banekontrakt, som specifikt vil indeholde forholdet til Det Ny Jägersro samt en reducering af antallet af løbsdage på Lunden fremover.

– Med denne aftale i hus skal vi nu i arbejdstøjet og have udarbejdet et kommissorium. Vi skal have en beskrivelse af planerne for træningscentret inden udgangen af juni, hvor vi i den styregruppe, der er nedsat omkring Sveriges-aftalen, har til hensigt at få en ny aftale på plads. Jeg har fået accept på, at denne nye aftale ikke vil være nogen hindring for en aftale med svenskerne, siger Stig Holst Hartwig.

– Vi har fundet den bedste løsning, som bringer os videre og ud af en fastlåst situation. Målet for hele travsporten er at kunne skabe et bedre spilprodukt, der kan sikre det økonomiske grundlag, slutter Stig Holst Hartwig.

Dansk Trav Derby, Dansk Trav Kriterium, Dansk Opdrætningsløb m.fl. er med den indgåede aftale mellem DHV og DTS sikret afholdelse på Charlottenlund Travbane i 2027 og i årene fremover.

Nu er det op til begge parter at opfylde de betingelser, der er indeholdt i aftalen.

Tilliden til DTS fra den øvrige travsport i Danmark har ikke været stor i de senere år, men med den nye bestyrelse med Peter Andersen i spidsen er der skabt ro, og samtidig er der vist nye initiativer, som kan være med til at løfte den samlede danske travsport.

Fremtiden er ikke nem – hverken for DTS eller for landets øvrige travbaner – for uanset hvordan en ny Sveriges-aftale bliver sammensat, vil hestevæddeløbssporten i Danmark komme til at mangle de millioner af kroner, man tidligere har modtaget fra Kulturministeriet via et særligt aktstykke.

Væddeløbsbanerne skal fremover skabe deres eget økonomiske grundlag  -det er ikke nogen let opgave.