Hestesportsjournalisten Lars Donatzky har været i gemmerne og fundet et digt om travsporten skrevet i 1930 – på et tidspunkt, hvor dansk travsport havde sin storhedstid – Men læs først Donatzkys oplæg til digtet.

Tidstypisk travdigt fra trediverne

Af Lars Donatzky

Dette er absolut ikke den mest aktuelle nyhed, der har været bragt i Trav-service, og derfor er historien lige til at springe over, hvis du slet ikke interesserer dig for hverken travhistorie eller trav på vers.

Her er den:

Under oprydning i vores gamle papirer fandt vi forleden et digt, som min svigerfar Willy Jacobsen skrev efter besøg på travbanen i sommeren 1930, blot 19 år gammel.

Han havde sandsynligvis kun besøgt travbanen en gang eller to, og han havde på det tidspunkt ingen anelse om, at han næsten 40 år senere ville få en svigersøn med en glødende interesse for travsporten.

Men han havde en glimrende iagttagelsessans og trods en opvækst i et københavnsk arbejderhjem en udviklet poetisk evne, der efter folkeskolen som lærling i forlagskoncernen Gutenberghus – nu mediekoncernen Egmont – med flid og talent bragte ham helt frem i branchen.

Han endte som redaktør af Alt for Damerne og blev senere en af direktørerne for alle bladene i Gutenberghus.

Willys far var formand for ”Grovsmedeforeningen af 1873”, og Willys socialdemokratiske baggrund fornemmes tydeligt til sidst i digtets ’filosofiske’ slutning, hvor man mærker, at velfærdssamfundet endnu ikke er rigtigt etableret.

Folkepensionen til alle kom f.eks. først i 1956.

Hovedgrunden til, at jeg finder at digtet kan være interessant for travfolk i dag, er, at det giver indblik i klassesamfundets afsmitning på sporten i 30’erne.

Der beskrives hr. Adelskjold – måske en repræsentant for ”gullaschbaronerne”, der havde tjent godt på eksport af diverse produkter under 1. verdenskrig.

Der er hr. Hansen, som er for fin til at spille, men som alligevel gør det, og der er den ’selvstændige’ fru Madsen med en frakke, ’falmet og slidt’.

Og der er højtråbende programsælgere ved indgang – noget jeg og sikkert mange andre tydeligt kan huske også fra 1960-1970’erne, hvor jeg som redaktør af Væddeløbsbladet stadig solgte Væddeløbsbladet og ”Sidste Bulletin” som konkurrence til det officielle program.

Levende musik

Hvad man derimod i dag af helt naturlige årsager ikke kan huske er, at der var levende musik, fra starten af med musikdirektør Georg Lumbye.

En musik-´ torden´, som udspilledes med fanfarer fra en stor musiktribune tæt ved banen ved den nuværende hovedindgang.

”Heste med kuske i spraglet skrud” handler om de ofte meget brogede hesteejerfarver på silkeskjorterne, og dette med, at publikum så ud, som om de kender hver en hest – var næsten sandt.

Det var de samme få heste, der startede løbsdag efter løbsdag, og dengang var det ikke et spørgsmål om, hvorvidt hesten Laurits med 338 karrierestarter var til start, men derimod, hvilket løb Laurits deltog i.

Hesten har givet været på ovalen den omtalte dag i 1930.

Det typiske spil var for ’en daler’ – en tokrone, men der var oprettet enkelte boder med 50 kroners indskud, og der kunne man så se de ”rige”. Jeg tror, disse forskellige boder holdt længe, i hvert fald også i min barndom i halvtredserne.

Diskvalifikationen for ”urent trav” holdt til sidst i 1960’erne, hvis ikke lidt længere, og begrebet at ’hænge ud’ stammer jo fra den tid, hvor der ikke var højttalere.

Man hængte numre på de diskvalificerede uden på tårnet.

Det er vel her, man ikke skal kommentere nutidens lyd 😊.

Digtet har en lille fejl eller unøjagtighed.

Find den selv, men eller synes jeg, at min svigerfar uden travforstand har ramt atmosfæren godt, og ligesom jeg er der vel andre, der husker noget af det samme omkring tyve år senere, da vi startede med at gå til trav i 1950’erne.

Læs digtet, gerne højt, hvis du kan finde rytmen.

Travløb

Hen mod Portene man iler,

Man skal se det store Slag.

Nogle grubler, andre smiler,

alle tænker, at i Dag

skal de tage den Revanche,

som de gik og vented’ paa. – –

Mange haaber paa den Chance – –

Og saa vinder kun så faa.

—

Udenfor er vældig Trængsel,

De, der skubber, gaar foran.

Andre stirrer kun med Længsel

Ind i et forjættet Land.

De saa snedigt spillle vilde,

Hvis der Mønt i Lommen var – –

Blot en Daler til at spille – -! !

Det er godt, de ingen har.

—

Men nu er vi gennem Porten.

Mon et uvejr raser her?

Et Musikkorps laver Torden,

Der er Trængsel, hvor man ser.

Her har to begyndt en Skrigen – –

Hæse Raab med Brask og Bram.

Hvilken Stræben! Hvilken Higen – –

For at sælge et Program.

—

Heste med Kuske i spraglet Skrud

som til en Karnevalsfest

traver frem, og Folket ser ud,

som kendte det hver en Hest. – —

Jeg tror, jeg vil spille!

Foruden Ro staar ogsaa jeg og gaber.

Ja, dette Pust fra Monte Carlo – –

Hvor man ogsaa taber!

—

Hr. Hansen er ogsaa til Travløb i dag,

Han er iført sit nyeste Tøj.

Med ham er det sådan sin egen Sag:

Han spiller slet ikke, næ fy dog, næ føj!

Han kommer her kun for at nyde hver Hest

Og som Ven af den ædle Hestesport.

Han siger, han synes, hvert Løb er en Fest,

Og at han aldrig har spillet en Øre bort.

—

Hr. Hansen strækker Hals, og han staar på Tæer.

Naar Hestene præsenteres.

Mon den der er ’oppe’ i dette her Vejr?

Og hvad mon af den kan præsteres?

Men hver Gang han ser, at alting er klart,

en Dæmon over Hansen befaler,

og hver Gang han ved, at om lidt er der Start – –

saa holder Hr. Hansen en Daler.

—

Men lidt for sig selv står lille fru Madsen. .

Hendes frakke er falmet og slidt.

Hun trænger så hårdt til lidt Penge i Kassen,

 for forretningen gaar saa skidt.

Hun handler med alt mellem Himmel og Jord, ,

man kan købe, hvad end det skal være.

Af Varer mangler der ikke spor – –

men med kunder kniber det mere.

—

Nu haaber hun på, hun saa meget maa vinde,

At hun derved kan lindre sin Trang.

Hidtil har Heldet jo svigtet hende,

Men mon ikke det kommer engang?

Men at spille er ej saa lige en Sag – –

Hun grubler og rynker Panden.

Saa spiller hun en Hest, der vandt en Dag,

da hun altså holdt på en anden.

—

Med Øjnene følger hun Hesten fra Starten, ,

Den traver hurtigt og rent.

De andre kan slet ikke holde Farten,

Og nu er Løbet snart endt. – –

I opløbet hører hun Publikum- – Skraalet,

som Brus fra det oprørte Hav.

Den vinder, den – – aah, den sprang i Maalet – –

Hængt ud i Taarnet for urent Trav.

—

Hr. Adelskjold staar paa Sadlepladsen. .

Han er fornem og bred og fed.

Han ser flegmatisk på Folkemassen,

der for ham kun er Simpelhed.

Hr. Adelskjold ejer Masser af Penge,

han behøver slet ikke fler’.

Alligevel synes han, han til fler’ kunde trænge – –

Han spiller – – for mer’ vil ha’ mer´’.

—

Han holder halvtreds på en Hest med en Chance,

der ganske vist ikke er stor,

og følger saa Løbet med lad Nonchalance,

 som gjaldt det for ham ikke Spor. – –

Og mens stakkels fru Madsen af Tabet nages,

vinder Hr. Adelskjold. – – Saa ser man og her,

at fra den, der har lidt , skal tages,

mens den, der har, skal ha’ mer’.

—

Jeg kender endnu en Traverbane,

Der i meget minder om denne.

Men paa denne bliver Løbene mere en Vane:

De standser ikke før Livets Ende.

Og for den, der ikke kan følge med,

er Undergangen givet,

thi hvor Mennesker er sat i Hestens Sted,

er indsatsen selve Livet.

—

Her gælder det ogsaa at gaa godt fra Start,

Hvis man i Opløbet ønsker at vinde,

og har du ej Kræfter – – er du for sart,

da sejrer du ingensinde.  – –

Du maa altid trave lidt bedre end ’den anden’,

du maa trave flittigt og længe, ,

Du må altid gaa fremad – – du maa bruge Forstanden

….. og saa endelig aldrig springe

.—

Men hvad er vel mine Tips bevendt,

Paa en Bane, hvor i Årtusinder man kørte?

Her sejrer jo mange, der ikke ’gaar rent’,

Men kun lader som om de gør det!

Ak ja, drømmen om Sejren, vort Haab og vor Tro – –

Som oftest den springer som Glas.

De fleste er glade – – og slaar sig til Ro,

 naar blot de kan komme i Plads.

København, d. 3. august 1930

Willy Jacobsen