Lørdagens enlige travløb på The Meadowlands vandtes af en af mange lovende unge kuske.

Den nordamerikanske og den danske travsport døjer på mange måder med de samme problemer. Ikke mindst med hensyn til publikum og rekrutteringen af nye hesteejere. Men på et punkt er amerikanerne meget bedre end vi. De har en både kvalitativ og kvantitativ større tilgang af nye aktive.

I USA og Canada fokuserer man meget mere på de tobenede aktører, først og fremmest kuskene. Man går meget op i kuske- og trænerstatistikker, og mange af de aktive har kælenavne, som gør, at deres fans føler sig tættere knyttet til dem. ”The White Knight” (Brian Sears), ”The Green Hornet (Yannick Gingras), The Bionic Man” (Tim Tetrick) osv. anvendes ofte, specielt af løbskommentatorer.

I Danmark er der ingen, der ved nøjagtigt, hvor mange løb, Birger Jørgensen har vundet. I USA er den eksakte statistik for alle kuske let tilgængelig. Ved alle storløbsarrangementer i Nordamerika arrangeres der ”meet & greets” med kuskeidolerne, og alle stiller altid op med autografskrivning og uddeling af reklameartikler. Det er aktiviteter, som gør det ekstra attraktivt at være træner og kusk og kan være med til at spore unge mennesker til at vælge samme vej i livet.

Ovennævnte Birger Jørgensen fylder 65 i år, og vor førende træner Steen Juul bliver 72. Ganske vist findes der en del unge mennesker, som har slået sig på den professionelle travsport som erhverv, men der er langt mellem de nye navne. Anderledes ser det ud i USA, hvor der i disse strømmer nye unge talenter til, først og fremmest på kuskesiden.

Der er – først og fremmest på midwest-banerne og på upstate New York-banerne dukket en del unge fyre (kvinderne ”glimrer” desværre totalt ved sit fravær) omkring 20-årsalderen op. De opnår bemærkelsesværdige resultater i sulkyen, og der er ingen tvivl om, at de har ambitioner om at kunne være med at køre i Grand Circuit sammen med de store kanoner.

Vejen til Grand Circuit er dog lang, og ofte må man først slå sig ind på The Meadowlands først, hvilket ikke er så let. Vi har tidligere nævnt Braxten Boyd, som prøver ihærdigt, og i fredags vandt han faktisk et løb i løvens hule.

Et ungt kusketalent, der nok har haft det lidt lettere ved at tage sig ind på The Big M, er Tyler Miller, som er søn af trænerparret Julie og Andy Miller. Andy (”The Orange Crush”) har jo i mange år været en af banens mere betydende kuske, men da stalden omfatter 55 heste, bliver der også en del køreture til sønnen, som også er catchdriver for andre trænere.

I nat sad Tyler op bag staldens Angel Nation (5-årig vallak efter Archangel), som var 21:10-favorit i løbsdagens eneste travløb. Parret førte hele løbet og vandt i tiden 1:10.1a.

Andy Miller kørte selv sejrsløs og gik en position ned på sejrslisten til en sjetteplads med 13 sejre. Det var Todd McCarthy, som vandt to løb, som tog femtepladsen fra Miller. Han har også 13 sejre men flere andenpladser.

Banens champion Dexter Dunn kørte sejrsløs fredag men var rigtig i hopla ved natten løb, hvor han sejrede fire gang. Han er nu på niendepladsen med 8 sejre. Den førende Yannick Gingras vandt blot et enkelt løb og har nu 46 sejre.

Gingras fører stadig overlegent, men manden på andenpladsen, Joe Bongiorno, vandt tre løb og nærmede sig lidt. Han har nu 29 sejre.

Jeg er af den opfattelse, at en væsentlig årsag til, at det er enklere at gøre karriere som træner og kusk i USA, er tilstedeværelsen af pasgængere. De er lettere at træne og køre end travere, og de udgør mere end 70% af hestematerialet i Nordamerika.