TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice pĂĄ facebook

Næstfavoritterne vandt Mohawks storløb

af | Nyheder

Revanche for Ahundreddollarbill og hjemmehesten Donna Soprano i nattens storløb i Toronto.

De to velbetalte treårsløb Canadian Trotting Championship (606.500 canadadollars) for 3-årige hingste og vallakker og The Elegantimage (414.000 CAD) for årgangens hopper så på forhånd ret jævnbyrdige ud. Dog havde hoppeløbet i sidste øjeblik fået en nogenlunde klar 17:10-favorit efter, at den af Nifty Norman trænede Hambletonian Oaks-vinder Bella Bellini havde købt sig ind i løbet for 30.000 $.

Det viste sig at være en god investering, selvom hoppen ikke vandt. Godt nok efteranmeldelsen på ti gange startafgiften, hvilket lyder dramatisk, men en fjerdeplads til 31.050 CAD ville række til, at vovestykket skulle kunne betale sig.

Dexter Dunn, som kørte, havde Bar Hopping-datteren placeret midt i feltet undervejs, men i opløbssvinget havde han fået sin hest til front. Hun kunne dog ikke forsvare sig mod den lokale, af Luc Blais trænede næstfavorit (31:10), Donna Soprano (Donato Hanover), som for Bob McClure gik meget til slut og vandt med en halv længde i tiden 1:10.0a. Bella Bellini noterede samme tid. Uncle Peter-datteren Katie’s Lucky Day blev tredje for Scott Zeron.

Donna Soprano (her med Daniel Dubé i sulkyen). Foto: Lisa Photo.

I Canadian Trotting Championship for den åbne klasse spilledes den lokale Fashion Frenzie (Archangel) til 19:10-favorit for Louis Roy. Den kom godt afsted fra start, men ingen af de ni konkurrenter havde chance på fronten mod den af David Miller kørte tredjefavorit (76:10) Winning Ticket (vallak efter Triumphant Caviar), som fløj til front fra startspor 10. Gennem opløbssvinget fik Winning Ticket, som havde købt sig ind i løbet, et gevaldigt tryk af Fashion Frenzie, men den holdt teten til midt i opløbet.

Andrew McCarthy havde kørt næstfavoritten (54:10) Ahundreddollarbill i rygge, og i opløbets sidste del kunne han sende Chapter Seven-vallakken, som trænes af Tony Alagna, til en sikker sejr i 1:09.6a. Marcus Melander-trænede In Range (Bar Hopping), som stod i 11 gange pengene, var hele tiden med fremme for Tim Tetrick og kunne til slut klart slå Winning Ticket for andenpladsen.

Ahundreddollarbill var jo ikke anmeldt til Hambletonian, så den har i stedet taget god for sig af retterne i de veldoterede New York Sire Stakes. Hans grundpræmiesum er nu oppe i 707.000 $.

For parret bag Donna Soprano, træner Luc Blais og hans førstekusk Bob McClure blev aftenen særlig lukrativ, idet de også tog sig af et større toårsløb (dotation 159.600 CAD) indgående i Ontario Sire Stakes med hingsten Star Power Hanover, som er efter Cantab Hall-sønnen Wheeling N Dealin. Star Power Hanover vandt i tiden 1:11.6a.