TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Når idealister bliver til kapitalister

af | Nyheder, På Biddet

Da man sent i 1960’erne tog initiativ til at lave en travbane i Billund, var der mange travsportsentusiaster, der købte aktier, således det blev muligt at etablere banen. Ingen kunne dengang tro, at en aktie på 250 kroner kunne bliver over 11.000 kroner værd 50 år senere.

Engang var der idealister, der kæmpede for at få etableret en travbane i Sydjylland.

Man købte aktie i det nye selskab, der blev stiftet – man overtalte vener og bekendte til at gøre det samme. Som hesteejer vandt man aktier, der var udsat i løbene i de første år.

Og disse aktier, der var med til at sikre at Sydjysk Væddeløbsbane, som den hed dengang, kunne komme i gang, har gennem alle årene blot været nogle stykker papirer, der gav adgang til den årlige generalforsamling.

Udbytte har der aldrig været – det overskud banen måtte have haft, er gået til væddeløbspræmier, drift og vedligeholdelse.

Mange af de personer, der den gang bidrog økonomisk til at sikre at banen kunne etableres er for længst døde, men andre lever stadig og nogen af dem har ret så store aktieposter.

Meget har ændret sig i årenes løb – måske har man også mistet interessen for travsporten.

Og gennem de seneste år er det blevet klart, at aktierne i Billund Trav var gået hen og blevet guldrandede papirer.

Efter det seneste købstilbud fra Kirkbi A/S på 61 millioner har banens revisor anslået, at en aktie på 250 kroner er 11.250 kroner værd!

Det er faktisk cirka 6 gange så meget som 250 kroner i 1970 nu er værd i vore dage – dagens værdi er nemlig 1.906 kroner!

Der er altså tale om en ganske pæn forretning af aktiekursen.

Kan man så fortænke at personer med store eller små aktieposter i Billund Trav A/S nu vil sælge?

Både og?

For de aktieejere, der stemmer Ja til et salg glemmer det, som det hele i virkeligheden drejer sig om!

En hestevæddeløbsbane i det sydjyske område!

Det var det, som mange var med til at kæmpe for og har kæmpet for gennem årene.

Derfor er det ikke overraskende, når de bekymrede græsrødder, der både repræsenterer ungdommen i form af den velfungerende ponytravskole, de mange travamatørkuske, opdrættere og professionelle travtrænere omkring og på banen, kæmper imod salget af aktierne i Billund Trav A/S.

Ikke at de er imod at Kirkbi køber banens areal, men græsrødderne mangler et meget væsentligt punkt i købstilbuddet!

I købstilbuddet, skal der efter græsrøddernes opfattelse, indgå anlæggelse af en ny bane i oplandet, således travsporten ikke dør i det sydjyske område.

Det er forståeligt, at græsrødderne kæmper for deres sport.

De er idealister anno 2020.

Ikke blot for græsrødderne, men for hele dansk travsports skyld, kan man håbe på, at idealisterne anno 1970 ikke kun vil være kapitalister anno 2020, men vil være med til at skyde købstilbuddet til hjørne, og bede om at få et ny og mere omfattende tilbud, der omfatter køb af aktierne samt etablering af et ny baneanlæg i det sydjyske.