TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Musketererne er der stadig

af | 28. apr 2019 | Nyheder

I eftermiddag afvikler Skive Trav deres største løbsdag, Musketerdagen, hvor mindet om tre af dansk travsports største avlshingste hyldes – tre avlshingste, der selv om de for længst er døde, fortsat sætter deres præg på traveravlen i Danmark.

Pay Dirt – en af De Tre Musketerer

Frosty Hanover, Lord Valentine og Pay Dirt.

Det er dansk travsports Tre Musketerer, der i eftermiddag hædres på Skive Trav med hvert sit løb.

Selv om det efterhånden er mange år siden de virkede i avlen – ja, Pay Dirt var den sidste af dem der døde i 1990 – så har de sat så tydelige aftryk, at vi fortsat kan finde deres blod i dagens danske travere.

Derbyvinderen 2016, Axel har således Pay Dirt i fjerde led og Frosty Hanover i femte led i sin afstamning!

I det hele taget optræder især Pay Dirt og Frosty Hanover i afstamningen hos mange af vores Derbyvindere i dette århundrede – som oftest i fjerde eller femte led, men Pay Dirt, der er den hingst, der har haft den største betydning for traveravlen i Danmark i nyere tid, er morfader til Good Guy, der vandt Dansk Trav Derby 2003.

Siden 2000 har der været 8 danske Derbyvindere, der har haft en eller to af De Tre Musketerer i moderlinjen.

Men da De Tre Musketerer virkede aktivt i avlen lavede de Derbyvindere på stribe.

Frosty Hanover – her med Stanley Dancer – var den første hingst, der avlede en Derbyvinder.

Frosty Hanover var først ude med Max Hanover i 1970 efterfulgt af Nu Bangsbo året efter. I 1979 var det Brillant H, der sejrede og i 1982 måske tidernes mest imponerende Derbyvinder, Ejner Vogt, der sejrede efter en meget stor galop kort efter start.

Frosty Hanover blev også morfar til to Derbyvindere, Chianti Pitt i 1980 og Duvil året efter.

Lord Valentine blev fader til de to hopper, Ritha Lyngholm (1974) og Spathrine C (1975) og morfar til Hawkeye, der vandt i 1975.

Op i vor tid finder vi såvel Lord Valentine som Frosty Hanover i tredje led på Frække Frederik (2002).

Tarok. blev Pay Dirts første Derbyvinder i 1976. Foto Burt Seeger

Pay Dirt blev fader til fem Derbyvindere, hvor legendariske Tarok var den første i 1976. Derefter fulgte Chianti Pitt 1980, Duvil i 1981, Game Høgh i 1984 og Lancelot Broholm i 1988.

Desuden blev Pay Dirt morfar til derbyvinderne For Ever Vixi (1983), Macon (1989), New Quick (1990), Bell Shadow (1998) og Good Guy (2003).

Pay Dirt blev også farfar til to derbyvindere, begge med Vokal N som fader, nemlig Hawkeye (1985) og Konsonant (1987).

I Sverige er Pay Dirt morfader til to derbyvindere, Sans Rival (1991) og Remington Crown (1997) – sidstnævnte vandt bl.a. også Elitloppet.