TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Mortens aften i Århus

af | Nyheder

Morten Juul blev den store triumfator i fredagens løb på Jydsk Væddeløbsbane med fire sejre i fire starter.

Morten Juul har i mange år haft stor succes med sejre på samlebånd, men i går gik det hele virkelig op i en højere enhed, da staldens fire heste alle var først over stregen – endda med fire forskellige kuske/ryttere.

Express A P vinder for Morten Juul. Foto: Ole Hindby

Skive-træneren vandt selv med Express A P (S J’s Caviar), der tog sin anden sejr i træk, men derudover fik Morten Juul altså yderligere tre sejre til stalden med hhv. Highyield Draviet (Marco di Jesolo) med Birger Jørgensen, Guy Pomponne (Abano As) – fjerde sejr på stribe – med René Kjær og Ervin Boko (Make It Happen) med Michelle Mønster.

-Det er klart, at man altid håber, at alle hestene vinder, men det er desværre sjældent at det går sådan. Omvendt så syntes jeg, efter at ha’ set programmet til Århus, at alle fire heste stod godt, så jeg er måske ikke så overrasket alligevel, siger Morten Juul lørdag morgen.

-Hvis jeg skal fremhæve et par af hestene, så synes jeg, at Express A P udvikler sig super godt i den rigtige retning. På nuværende tidspunkt er han nok kun blandt de 20 bedste i årgangen, men han har noget af det der skal til. Samtidig er det jo en allerhelvedes god årgang, så nu må vi se hvor langt han rækker.

-Næste store opgaver bliver Kriterieprøverne og så kan han forhåbentlig komme med i Consolationsløbet. Han var ude i 3-årsprøverne i Århus, hvor han fik galop på, men han jo også kun startet to gange inden da, så han var noget grøn. Nu skal han ha’ et par starter mere inden Kriterieprøverne og så går det forhåbentlig lidt bedre.

-En hest som Guy Pomponne går jo også et superløb hver gang, og han fik ikke det nemmeste løb i går, selvom han fik spids.

Ny hest til Kjelde
Fælles for Guy Pomponne, Highyield Draviet og Ervin Boko er, at de alle ejes af Frank Kjelde (Team World Wide Trot), som i øvrigt netop har købt endnu en hest i Holland.

-Det drejer sig om en 4-årig Ready Cash-søn, Zar Laksmy, der ankom til stalden i går, så jeg har ikke prøvet den endnu, siger Morten Juul.

-Den har været i træning hos Paul Hagoort, men har holdt fri siden den startede sidste gang den 20. juni.

-Vi var faktisk nede og prøve hesten allerede sidste år, men pludselig ville ejeren ikke sælge den alligevel, og så endte vi stedet med at købe Indi du Quattro til Stald Rita. Zar Laksmy blev så sat til salg igen for nylig og nu har Frank altså købt den.

-Vi havde lidt håbet på, at den kunne komme til start i Derbyweekenden, men det er ikke realistisk, tror jeg. Der går nok en måneds tid inden den er helt klar.