TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Mod nye eventyr

af | Nyheder

19-årige Niklas Roed-Jeppesen er flyttet til Sverige, hvor han har fået job hos den hollandskfødte Jägersro-træner Patricia Van Den Meer på hendes filial i nærheden af Stockholm.

Patricia Van Der Meer har været træner på Jägersro siden 2017 og har nu også fået en filial på på træningscentret Söderbygård, der ligger 40 minutters kørsel fra Solvalla.

Der var her danske Michael Larsen blev ansat for halvanden måned siden, men han er vendt tilbage til Tyskland og så blev der en stilling ledig.

-Jeg skal i første omgang være her til august, hvor jeg skal tilbage på skolen (Roskilde Tekniske Skole) for at fortsætte min uddannelse som hestemanager, og så må vi se, om de vil ha’ mig igen når jeg skal i praktik til oktober, siger Niklas Roed-Jeppesen, som ankom til sin nye arbejdsplads lørdag eftermiddag.

Niklas Roed-Jeppesen efter en sejr på Lunden med Robertino. Foto: Burt Seeger

-Min far og jeg kørte hjemmefra lørdag morgen ved 4-tiden, så det var en lang køretur.

-Jeg så et jobopslag på Facebook og tænkte, at det var da lige noget for mig, så jeg sendte en ansøgning og så skrev de til mig, at de godt kunne bruge mig. Jeg har fået en lejlighed, der ligger ca. fem kilometer fra træningscenteret.

-Jeg starter jo officielt først i morgen, men som jeg har forstået det, er det en tysk hesteejer (Hans U. Bornmann, Stall Habo), der har sendt ca. 20 heste herop, som Patricia Van Der Meer har ansvaret for.

-Patricias kæreste, Martijn de Haan, passer til daglig stalden i nærheden af Jägersro, hvor de har knapt 30 heste, og så kommer han herop en gang om ugen og hjælper til på løbsdagene. Foruden mig er der også en staldpige, som er lidt ældre end mig.

Martijn de Haan og Patricia Van Der Meer

Startede hos Jens Arne
Niklas Roed-Jeppesen er født og opvokset på Østerbro og har hidtil boet hjemme hos sine forældre, så det er første gang, han nu skal ud og “stå på egne ben” – men hvordan blev en bydreng egentlig interesseret i travheste?

-Min far havde en kammerat, der havde en kiosk og han spillede på travheste. På et tidspunkt – jeg tror jeg var omkring 12 år – spurgte han, om vi ikke havde lyst til at tage en tur med ud på travbanen, og det blev både min far og jeg hurtigt bidt af, fortæller Niklas.

-Efter vi havde været til trav et par gange købte vi et par anparter hos Jens Arne Hansen, hvor jeg begyndte at komme og hjælpe lidt til i sommerferien og weekenden når vi var nede i vores sommerhus, der ikke ligger så langt fra Jens Arnes gård.

-Der er dog lidt langt fra Østerbro til Holme Olstrup, så jeg begyndte i stedet at komme hos Alex Haagensen, hvor jeg var frivillig hjælper i ca. fire år, inden jeg begyndte på min uddannelse i 2017.

-Jeg har så været i praktik i et par omgange hos Ken Ecce – første gang i januar 2018. Opholdet heroppe tæller også med som praktik i udlandet, og jeg er færdig i oktober næste år.

Til start i Sverige?
Niklas Roed-Jeppesen har haft amatørlicens siden 2016 og har til dato vundet fire løb.

Med sig på turen til Sverige har han sin egen hest, 4-årige EasierSaidThatDone (Orlando Vici), der vandt sin seneste start for Ken Ecce i begyndelsen af marts måned.

-Nu må vi se hvordan det går, men ellers er det da planen, at han skal ha’ et par starter mens jeg er heroppe, slutter Niklas.