Spillet på heste går stadig i højeste gear i Sverige, og i dag omsattes der 115.651.604 skr. på V75. Gevinsten for syv rigtige blev syvcifret.
Dagens V75-omgang kørtes på Jägersro, og der begyndtes med en favoritsejr, idet Johan Untersteiner kunne føre den første afdeling fra start til mål med sin egentrænede Grandfather Bill og vinde til odds 2.43.
I anden afdeling svigtede 18:10-favoritten Kapten Brodde for Erik Adielsson, og i stedet kunne Jörgen Westholms næstfavorit Parker vinde til odds 3.45, hvilket må siges at være godt betalt for en hest som for knapt uger siden var tæt på at kvalificere sig til Svenskt Travderby. Parker gik et utroligt stærkt løb udvendigt undervejs uden ryg.
Det blev til hjemmesejr gennem Christoffer Erikssons Rackham, som vandt tredje afdeling til odds 5.60. Her skulle Flemming Jensens Emoji have startet, men den blev slettet.
Den første overraskelse kom i fjerde afdeling, hvor Joakim Lövgren kom strygende straks før mål og vandt med Versace Broline til odds 25.85, dagens højeste.
I femte løb gæstekørte Carl Johan Jepson den hollandskejede Iwan Boko for Björn Goop og vandt til odds 8.28.
Sjette afdeling vandtes af André Eklundh med sim Minnucci Zon, som var næstfavorit til odds 5.55. I dette løb startede danskfødte Eight Hour, som spillet til 129:10 sluttede uplaceret for Kevin Oscarsson.
V75-spillets anden større overraskelse kom i den sidste afdeling, hvor Adrian Kolgini vandt med den hollandsk opdrættede Kali Smart til odds 16.45. Kali Smart vandt dette rene hoppeløb i tiden 1:11.7a/2140 meter.
Gevinsten for syv rigtige kom helt op i 1.666.051 skr. Seks rigtige gav 4.498 og fem rigtige 269 skr. Trods de gennemgående lave odds var der kun en favorit, som vandt, hvilket burde være hovedårsagen til den høje uddeling.
Fra dagen bemærker vi i øvrigt, at Ken Ecce opnåede to syvendepladser med Tomas Malmqvist-trænede heste, og at hele seks af de syv V75-løb vandtes af heste, som kørtes af sin træner. Den syvende, Iwan Boko, kørtes udelukkende af gæstekusk, fordi træneren Björn Goop havde valgt at køre en anden hest.