TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Million-opbakning til Aalborg-banen

af | Nyheder

På et møde onsdag aften tegnede aalborgensiske travfolk sig for at yde lån til i alt 1.85 millioner kroner til den økonomisk trængte Aalborg Væddeløbsforening.

Det er nogen gode medlemmer de har i Aalborg Væddeløbsforening (Racing Arena Aalborg)

Der er næppe andre væddeløbsbaner i Danmark, der kan tromme nogle medlemmer sammen i løbet af et par uger og fremskaffe 1.85 millioner kroner i lån!

-Utroligt positivt med en sådan opbakning. Jeg er meget glad og stolt på foreningen vegne, siger formanden Henning G. Jensen til travservice.

-Medlemmerne har tegnet sig for at yde lån for i alt 1.85 millioner kroner. Der er tale om et 10 årigt lån, der forrentes med 1.5%, siger Henning Jensen videre.

-Desuden har foreningen fået tilsagn fra Dansk Trav og Galop Union (DTGU)om at man også vil stille et beløb til rådighed for os. Det står ikke direkte i brevet, men det drejer sig om 1.5 millioner kroner, der ydes som et 5-årigt lån.

-Dette giver os nu ro på den økonomiske front, men det betyder ikke, at vi ikke skal overse vore budgetter. Vi skal finde besparelser og optimerer den daglige drift. Vi har et anlæg, der kun bruges 38 løbsdage om året – det er noget vi skal forsøge at optimere. Vor spillecafé har været lukket i snart to år, og den håber vi at få genåbnet.

-Vi har været til møde med Bet25 i Silkeborg omkring spillecafeen, men det ser ikke ud til, at de er klar til at overtage den lige med det første, siger Henning G. Jensen.

Aalborg Væddeløbsforening er kommet ud i et økonomisk stormvejr efter etableringen af en ny stald, der ikke kunne finansieres, en omlægning af banelegemet, der blev dyrere end beregnet samt manglende indtægter fra spillecafeen.

Inden udgangen af februar skulle banen skaffe mindst 1.5 millioner kroner for at kunne indfri sine forpligtigelser.

Med tilsagnet fra foreningens medlemmer om at yde lån på 1.85 millioner kroner samt et lån fra DTGU synes økonomien nu sikret i Aalborg.

Banen er pt uden en daglig leder, men man forventer at kunne offentliggøre at stillingen er besat inden for den nærmeste fremtid.