TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

SprinterMästar-aften i Halmstad

af | 8. jul 2021 | Nyheder

Halmstadtravet afvikler i aften sin største dag for året, og det er millionløbet Sprintermästaren, som i centrum. I næsten samtlige af de 13 løb finder vi danskrelaterede ekvipager.

St med danske øjne begynder det dog dårligt. Indtil videre er der to slettede heste til det store program, og begge er danskrelaterede.

I 1. løb skulle den i Norge af Kim Pedersen trænede Thai Daenerys have startet, men den er udgået, og i 2. løb har Jeppe Juel måttet slette sin Downtown Girl. Der findes dog andre danske heste i begge løb.

Marc Bæk Nielsen sender i 1. løb Fine Shadow ud. Den skal køres af Thomas Uhrberg. Fra startspor 12 i samme løb starter den af brødrene Frank & Preben Sørensen opdrættede svenske indlænder Bull’s Eye (Prodigious), som Adrian Kolgjini kører for Carl Otto Göransson. Bull’s Eye vandt kørt af Adrian sine to første starter, og senest blev det til en tredjeplads.

Flemming Jensen har flere heste med til den svenske kystby, og i 2. løb starter han Come On Party, som er ude efter sin tredje sejr på stribe.

I 3. løb har Steen Juuls F the Big New fået en god udgangsposition fra startspor 1 bag startbilen. Peter Ingves skal køre Muscle Hill-datteren.

Derimod er udgangspositionen betydeligt dårligere for Bo Westergaards i ni starter ubesejrede Thai Brooklyn i 4. løb Broadway Hall-datteren, som skal køres af Nicklas Korfitzen, idet den skal forsøge at forlænge sejrsrækken fra startspor 11.

I 5. løb, som har deltagelse af de bedste femårshopper, sender Morten Melin Smashing Victory-datteren Quiz Roc til start med Casper Mølgaard Nielsen i sulkyen. Ikke heller denne hest har haft held i lodtrækningen, idet den må begynde fra startspor 8.

I samme løb kommer Gävle-træneren Oskar Kylin Blom med Anna Mauds Lassie, som er datter af den af Bo Jondahl opdrættede Sophias Blush (Quite Easy), som selv vandt over en million kroner.

Steen Juul sender Varenne-sønnen Florican Rold til start i 6. løb, hvor Peter Ingves har fået til opgave at køre hesten fra et fint startspor 4 i dette sprinteropgør. Bo Westergaard starter Fantastic Design, som Nicklas Korfitzen skal køre fra spor 6.

Ken Ecce har i samme løb en catch driver-tur bag Tomas Malmqvist-trænede Remus Eck (Look de Star), som danskeren vandt med på Jägersro for to starter siden. Fra startspor 8 blive det nok vanskeligt at gentage succesen.

Vi har yderligere en danskfødt hest til start i 6. løb i Yarrah Boko-vallakken Federer, som køres af malteseren Tyler Mifsud. Federer står med tre sejre i træk. Den danskfødte Åbytræner Bo Falsig har Ola Islet (Yield Boko) til start.

Så følger de tre udtagelsesløb til Sprintermästaren, og her er der ikke så meget dansk at finde. Dog har Kim Pedersen Muscle Hill-sønnen Hennessy Am til start i det andet forsøg med Erik Adielsson, og trods startspor 8 er parret tippet som anden i baneprogrammet.

Önas Prince (Per Nordström) er favorit til at vinde Sprintermästaren

I det andet udtagelsesløb starter også Thomas Lind-Holm opdrættede Furies Rain, som trænes af Peter Untersteiner og køres af dennes søn Johan. For Furies Rain ville en plads i finalen være at betegne som en meget stor fremgang.

Ken Ecce kører i 10. løb over stayerdistancen 3140 meter den Tomas Malmqvist-trænede M.T.Oscar (Yarrah Boko), som danskeren har haft stor succes med. De sidste fire starter er resulteret i to sejre og to andenpladser, og hingsten tilhører da også de mere betroede, men spørgsmålet er, om den kan holde Harper Hanovers-vinderen Wild Love og Kevin Oscarsson bag sig.

Et amatørløb går af stablen helt uden dansk islæt, og det samme gælder finalen i Stosprintern, hvor der er 700.000 sek. til vinderen.

Aftenens 13. løb er det sidste inden finalen af Sprintermästaren. Her ser vi en interessant starter i Peter Untersteiner-trænede Forever Shadow (Orlando Vici), som Johan Untersteiner kører. Den danske Derbykandidat burde stå med en rimelig vindermulighed fra startspor 2 bag bilen. I sin ryg fra start får den formodentlig den fra startspor 9 startende Cadiz (S.J.s Photo), som køres af sin træner Flemming Jensen, og det ser ud til, at vallakken har en udmærket chance.

Lad os til sidst kigge lidt på Sprintermästaren, som har en stor forhåndsfavorit i Per Nordströms Önas Prince (Chocolatier), som kommer med seks sejre i træk. Senest vandt hingsten Ina Scots Ära på Mantorp i den fornemme tid 1:11.1a, og i starten inden sikrede den sig Kongepokalen på Åby.

Traditionelt er der mange amerikanskfødte heste med i Sprintermästaren. Ikke mindre end ni af de 24 startende er født i USA, og som næstfavorit til finalesejren regnes en af disse, Muscle Hill-sønnen Rome Pays Off, som trænes og køres af Robert Bergh.

Der er 100.000 sek. til vinderen af hvert udtagelsesløb, og derefter venter der 1.100.000 sek. på vinderen af finalen, som køres straks inden kl. 22.00. Som følge af det gigantiske program køres første løb allerede kl. 17.00. Travservice kommer at rapportere løbende under aftenen.