Flemming Jensen er værd at satse på, når han er til start – han vinder næsten i hver tredje start han kører. Men i dag vandt han nu tre ud af fire starter på Lunden.
Flemming Jensen har sine heste i fin form, og han er den blandt landets topkuske, der har den bedste sejrsprocent.
Efter søndagens løb på Charlottenlund Travbane har Flemming Jensen vundet 86 sejre i 297 starter, og det giver en så fornem sejrsprocent som 29!
Fire gange var Aalborg-træneren til start på Charlottenlund Travbane, og det resulterede i tre sejre og en tredjeplads.
Flemming Jensen indledte sejrssuiten med den lækre svenske hoppe, Bitcoin (SJ’s Caviar), der førte fra start til mål og sejrede i 1.13.6a/1600 m. Han fulgte op med Even Steeven (Varenne), der virkelig har udviklet sig i Jensens regi.
Som helbroder til tophopperne Red Rose America og Laurel America, har Even Steven noget at leve op til.
Even Steven så fin ud, da han vandt i 1.14.6a/2000 m langt foran Express Bork med Kasper K. Andersen i 1.15.6.
Tredje sejr kom i hus i Nationalløb med Slide so Easy (Quite Easy), der heller ikke havde problemer med at vinde i 1.13.7 foran positive Thunder Peak med Ken Ecce og genopstandne Apapmand med Birger Jørgensen.
Herudover var Flemming Jensen nummer tre i Opdrætningsløb Consolation med Giant Laser.