Travjockey Mads Hviid kan efter en omskiftelig tilværelse allerede som 28-årig titulere sig forhenværende travtræner. Men det får ikke nordvestjyden til at hænge med hovedet, idet han har fundet sig vel til rette med sit nye liv som staldmand hos championtræner Steen Juul.
Mads Hviid er født i Skive og direkte ind i travsporten, da begge hans forældre arbejdede for Gordon Dahl. Det var dog ikke hos Gordon, at Mads fik sine første kontakter med sporten, men derimod i Jan Dahlgaards stald, hvor han kom og hjælp til efter skoletid.
Efter niendeklasseeksamen fik han plads ved John og Morten Friis, og han var siden en tid hos Morten Juul, inden han forlod Skive og fik ansættelse hos den svenske træner Tomas Malmqvist i Malmö.
Det blev til nogle år i Sverige, og næste stoppested var hos Solvallatræneren Mattias Djuse, hvor Mads var et års tid. Nogenlunde samme tidslængde tilbragte han hos en anden yngre Solvallatræner, Peter Norman på Erikssund, inden han vendte tilbage til Danmark, hvor han har fået job hos stortræneren Peter Jensen.
Da Jensen 2019 pludselig besluttede sig for at ophøre med sin trænervirksomhed, fik Mads Hviid mulighed for at blive selvstændig træner, og han begyndte med 10 heste.
-Det var jo godt nok, men der kom ikke nogen fornyelse, fortæller Mads Hviid, så efter et par år uden nogen udvikling besluttede jeg mig for at søge til USA.
Men du kom ikke så langt?
-Flybilletten var købt, og det var egentlig klart, at jeg skulle afsted, men så ringede Camilla Juul (Steen Juuls datter, reds.anm.) og spurgte, om jeg kunne tænke mig at indgå i deres team, og det kunne jeg, så planerne blev ændret.
Hvilken rolle har du i Team Juul?
-Jeg er helt normal staldmand, måske med lidt ekstra vægt på arbejdet med unghestene.
Findes der ingen ambitioner om at blive træner igen?
-Ikke nu i hvert fald. Jeg er faldet supergodt til og trives virkelig med tilværelsen hos Team Juul. Det bliver også til en del løbskørsel, så det kan ikke blive bedre, afslutter Mads Hviid.