TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Lust for Life vandt i ny dansk rekord

af | 25. sep 2025 | Nyheder

Den rekord som Kilimanjaro Face satte ved sejren i Dansk Hoppe Kriterium i fjor nåede ikke at leve et helt år – onsdag sejrede Paul Hagoort-trænede Lust for Life med Robin Bakker i 1.12.2a/2000 m.

Lust for Life med Robin Bakker vandt overlegent i dansk rekord 1.12.2a/2000 m – nummer to, Look Like Gaagaa løb 1.13.0. Foto Burt Seeger

Der er ingen tvivl om, at Stald H har en hest helt udover det sædvanlige i hoppen Lust for Life, og det var en fornuftig disposition at matche hende mod hingstene – set ud fra et sportsligt synspunkt.

Meget tyder på, at Lust for Life kan blive den første hoppe, der vinder Dansk Trav Kriterium siden Glennie Bilto med Hans Svensson gjorde det tilbage i 1983.

Før hende var det Jutta’s Pride med Vagn Lønborg, der satte hingstene på plads i 1966.

Det var først i 1983 at hopperne fik deres eget løb – men her valgte man altså alligevel at starte Glennie Bilto i hovedløbet, og hun var også bare bedst.

Lust for Life er en af disse ”bekvemmeligheds-danskere”, der er opdrættet i Frankrig og efter svenske Mister P  og franske  Urban Mesloise v. Love You.

Den nybagte dansk rekordholder Lust for Life står i den grad ud i forhold til de øvrige afkom som Urban Mesloise har fået.

Her er Leader Meslois (Uhlan de Val) fra 2021 bedst med 4 sejre i 12 starter, rekord 1.12.4 og en indtjening på 75.530 Euro – det er selvfølgelig et pænt resultat, men ikke i nærheden af, hvad Lust for Life rent sportsligt præsterer.

Mister JP – faderen til Lust for Life – er desværre død, men kan fortsat benyttes i avlen på frossen sæd i 2026.

Mister JP var opdrættet og ejet af fransk travsports præsident, Jean Pierre Barjon, der ejer mange heste uden for Frankrig.

Navnet kan Mister JP have fået for at hylde en anden Jean Pierre – med efternavnet Dubois, idet såvel faderen til Mister JP, Taurus Dream – som moderen Baghdad Dream er opdrættet af Dubois!

Hopperne har været klart de bedste efter Mister JP – hans tre bedste afkom er hopper!

Mest vindende  – endnu – er Marion Fouty Bon, der har tjent 2.6 mio. SEK og sat rekord 1.09.9.