TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Lovedbythemasses hurtigst i verden

af | Nyheder

Ingen succes for elitloppshesten Back of the Neck I sæsondebuten. Sonofamistery vandt igen.

Der var store forventninger til Åke Svanstedst elitloppskandidat Back of the Neck (5-årig hingst efter Ready Cash) allerede i sæsondebuten, hvor den i nattens hurtigklasseløb på The Meadowlands blev spillet til næstfavorit til 27:10.

Kneben favorit var verdens i år hidtil hurtigste hest (1:09.1a) Lovedbythemasses (5-årig vallak efter Muscle Mass), som stod til 21:10 for Tim Tetrick.

Fra et yderspor bag bilen kunne Tetrick sende den af Jeff Cullipher trænede vallak frem udvendigt på den fra star førende Yanks Dugout (5-årig vallak efter Triumphant Caviar), og David Miller slap villigt fronten efter cirka 600 meter.

Lovedbythemasses fortsatte i et opskruet tempo, og den nærmest cruisede til sejr i fantastiske 1:09.0a, hvilket er den hurtigste tid, som er noteret af en traver i 2022.

Knap tre længder efter fulgte det til 168:10 spillede Yanks Dugout med til andenpladsen i 1:09.3a. Det var Lovedbythemasses femte sejr i seks starter i år.

Verdens hurtigste hest 2022, Lovedbythemasses. Foto: Lisa Photo.

Back of the Neck blev taget roligt fra start og sad sidst i feltet på syv heste, men sidst på langsiden sendte Svanstedt sin hest fremad i 2. spor.

Det blev en tung rejse frem til positionen udvendigt for Lovedbythemasses, hvortil Ready Cash-sønnen nåede ved opløbets begyndelse.

Men da var kræfterne slut, og hingsten faldt synligt træt tilbage til femtepladsen godt fem længder efter vinderen, men tiden var med 1:09.6a alligevel god, og der er ingen tvivl om, Back of the Neck vil være forbedret i de starter, han når at gøre inden Elitloppet den sidse søndag i maj.

Hurtigløbet, som var et af fire travløb på det 17 løb store program, var doteret med 31.500 $.

I et fireårsløb i serien New Jersey Breeders Maturity var der 40.000 $ at kæmpe om, og det løb vandtes af Marcus Melander-trænede Sonofamistery (Muscle Hill), som Brian Sears kørte til sejr i 1:10.2a.

Selvom der var fem startende var løbet i lighed med de tre andre Maturity-løb sat udenfor totalisatorspillet.

I hoppeafdelingen, som var doteret med 30.000 $, var der blot to startende, og Ledges (Muscle Hill) vandt for sin træner Harry Landy på tiden 1:13.3a.

Nattens topscorer bland kuskene var atter engang australieren Todd McCarthy, som tog hele fire sejre, og han nærmer sig hastigt den på andenpladsen værende Joe Bongiorno, som ikke vandt løb i weekenden. Yannick Gingras, som vandt et enkelt løb i nat, føre stadig klart med 64 sejre. Bongiorno har 38 og Todd McCarthy 35. På fjerdepladsen finder vi den regerende champion Dexter Dunn med 30 sejre.

Lørdag morgen lokal tid kørtes der ikke mindre end 14 qualifiers (prøve- og rutineløb) på The Big M. Otte af disse var forbeholdt traverne, og der var masser af interessante heste ude.

Det vender vi tilbage til senere i dag.