Søndagens program i Aarhus var domineret af familien Lønborg samt af Jeppe Juel.

Michael Lønborg vandt to løb, mens moderen Heidi Lønborg vandt et enkelt.
Michael Lønborg vandt med Mikkel Johansen-trænede Hit it for the Road (Standout), der vandt for anden gang i træk – nu i 1.17.3a/1800 m – på andenpladsen i øvrigt faderen Henrik Lønborg med Jesper Sørensens Hope for More.
Senere på dagen kom Michael Lønborg på æresrunde med egentrænede Conair M (Varenne), der sejrede i 1.15.6/1820 m.

Heidi Lønborg sejrede med familiehesten, Cabo Sureste (Zola Boko) – opkaldt efter en yndlingsrestaurant på en solskins ø.
Cabo Sureste sejrede i 1.17.3/2360 m.
Jeppe Juel vandt med to Bo Westergaard-heste.
Først med Oris (Yarrah Boko) i 1.18.4/1800 m og siden med Ginger Peachy (Weingartner) i Preben Munchs Mindeløbsrevanche.
Så sikker en sejr som hovedløbet blev det dog ikke i revanche, hvor Lillian Uglebjergs Lady LL med Kasper Foget strittede godt imod og bød Ginger Peachy kamp til sejren.
Trods afstanden i mål, var Ginger Peachy en sikker vinder i 1.14.4/1820 m.

