Fredag blev Charlottenlund Travbane ramt af ikke mindre end tre vandskader. De var dog af ret mild karakter, og de er nu udbedrede.
-Det drejer sig om tre helt forskellige tilfælde, fortæller Lundens Lars Møller.
-Vi havde ikke været opmærksomme på, at der var kommet fygesne ind på den åbne tribune, og da den smeltede, skabtes det uønskede vand, som dog ikke nåede at skabe nogen større skade.

-Vi fik også en tilstoppet kloak et andet sted i bygningen, fortsætter Møller, og som toppen på kransekagen opstod der en lækage på en faldstamme ved Restaurant Grand B.
Alle skader er udbedrede, og man kan trygt tage til trav i Lunden i eftermiddag, hvor der står hele to mindeløb på programmet.
Charlottenlund Travbane mindes både sin grundlægger I.C. Tvede (1850-1909) og den tidligere toptræner Leif Løfgren, som gik bort i efteråret 2019 i en alder af 83 år.