TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Legendarisk travbane går i graven – og en ny opstår

af | Nyheder

Som Travservice berettede tidligere i dag, lukker den eneste travbane i den amerikanske delstat Florida, Pompano Park. Påskesøndag køres de sidste løb på banen lige nord for Fort Lauderdale. Men i en nærliggende delstat åbner en ny bane.

Siden 1964 har Pompano Park været ”The Winter Home of Harness Racing”.

Frem til 1995 bestod anlægget af en væddeløbsdel og en træningsdel, som lå på den anden side af vejen Powerline Road.

Derefter solgtes træningsområdet fra, og kun et lille træningsområde direkte ved travbanen, overlevede. Allerede dengang var der et større antal træningsanlæg i det sydlige Florida, så træningsvirksomheden blev ikke specielt lidende.

Nu lukker travbanen, som i de seneste mange år har været drevet gennem kasinovirksomheden Isle of Capri, altså helt.

Nogen negativ betydning får lukningen ikke for de mange travere og pacere, der hvert år har deres hjemsted i solskinsstaten.

Ingen af disse er i Florida for at deltage i løb.

De befinder sig på træningscentre som Sunshine Meadows, South Florida Training Centre og Ben White. Sidstnævnte er beliggende længere nordud i nærheden af storbyen Orlando.

En gang i tiden var Pompano Park vært for Breeders Crown, men i de seneste år har banen ikke haft nogle storløb, og de startende heste har mest været ældre travere og pasgængere.

I mere end 30 år har Wally Hennessey været den altdominerende kusk på banen, men han må nu finde et andet sted at arbejde under vinteren.

Det er sørgeligt, at Florida ikke kan overleve som sulkysportsstat, men i stedet kommer der en ny stat på kortet, idet den sydvestlige delstat Arizona gør comeback indenfor travsporten.

I 1965 opførtes travbanen Phoenix Trotting Park udenfor delstatens hovedstad af samme navn.

Tribunen blev et gigantisk og i øvrigt arkitektonisk mesterværk.

Men allerede efter sæsonen 1966 var det forbi, og tribunen blev stående som et spøgelsesagtigt minde helt frem til for et par år siden, hvor den endelig blev jævnet med jorden.

I de to år, banen var i drift, var der flere af Nordamerikas førende trænere, som i perioder tog ophold på Phoenix Trotting Park.

Hvad der foranledigede den hurtige lukning af banen, vides ikke rigtigt, men formodentlig var det private investorer, som trak sig ud.

I Prescott Valley cirka 150 km nord for Phoenix ligger galopbanen Arizona Downs, som nu også ønsker at tilbyde sulkyløb.

Man forventer at få de nødvendige godkendelser fra myndighedsside i juli 2022, men hvornår det første travløb vil blive kørt, forlyder der ikke noget om.

Det er det samme firma, som driver den nærmeste nabobane Cal Expo i Sacramento (nordøst for San Francisco), som har søgt tilladelse til at drive travbanevirksomhed i Arizona.

Cal Expo ligger 1.200 km (!) nordvest for Prescott Valley.

Næmeste ”nabobane” i øst er Hoosier Park udenfor Indianapolis, en afstand på 2.800 km!

Sulkysporten i Nordamerika koncentreres i vore dage i delstaterne ved atlanterhavskysten, Pennsylvania, Ohio, Illinois, Indiana, Minnesota, Kentucky samt i de canadiske delstater Ontario og Quebec.

Tidligere var sulkysporten stor i Californien, og mange betydende trænere tilbragte vinteren ved stillehavskysten, ligesom mange senere har gjort det i Florida.

Los Alamitos i Los Angeles, som stadig fungerer som galopbane, var hovedbanen.

Nu er der kun Cal Expo tilbage.