Det er svært at forstå, at man den ene dag kan komme til Drive-In bio på en væddeløbsbane, men næste dag ikke må komme på samme bane, fordi der nu køres væddeløb

Trav- og galopinteresserede længes efter at få lov til at komme ud på væddeløbsbanerne for at opleve den helt specielle spænding, der er i forbindelse med et væddeløb.
Der er store publikumsarealer på væddeløbsbanerne og flere baner har drive-in parkering, hvor publikum har været vant til at overvære løbene fra.
Og på banerne er der fine restaurations- og toilet faciliteter.
Men i disse Corona-tider er det lukket land – i hvert fald når der er hestevæddeløb.
Men arrangeres der Drive-In bio på en væddeløbsbane – så er det helt i orden, at publikum kan køre ind på væddeløbsbanens drive-in parkeringsplads.
På Billund Trav er der i morgen endda et udvidet Drive-in arrangement med to filmforestillinger og mellem de to film, er det muligt at gå i banens restauration og nyde en ta’ selv buffet!
Det er ufatteligt svært at se logikken i at en væddeløbsbanes faciliteter den ene dag kan benyttes til en slags arrangement, men er lukket land til et andet – og i øvrigt for stedet – naturligt arrangement, der afvikles dagen efter!
Lad os få lov til at komme til trav igen!
