TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Kvindelig kusk vandt seks sejre i syv løb

af | 3. aug 2021 | Nyheder

På vore breddegrader er kvindelige travkusk desværre i klart undertal, men på den sydlige halvklode optager kvinder meget mere plads i løbene, også de professionelle. Tidligere i dag vandt Danielle Hill ikke mindre end seks løb.

Husker Du australske Knight Pistol, som med stor succes deltog i de nordeuropæiske løb i efteråret 1997? Vallakken med pasgængerafstamningen slog blandt andet selveste Gentle Star – på det tidspunkt regnet som Europas bedste hest – Harley Davidson Race på Sørlandets Travbane i Norge.

Knight Pistol kørtes af trænerdatteren Kerryn Manning, som på det tidspunkt blot var 21 år. Siden da er hun blevet en af Australiens allerbedste kuske uanset køn, og hun har sat adskillige sæsonrekorder. I mange år har Kerryn været verdens gennem tiderne oftest sejrende kvindelige kusk, og den 8. februar i år vandt hun på Tabcorp Park uden for Melbourne sin sejr nr. 4.000.

Der er flere kvindelige kuske med stor succes i Australien. Pigen med det danskklingende navn Nathalie Rasmussen var i en årrække den dominerende kusk i Brisbane, hvor hun blandt andet kørte en af kontinentets gennem tiderne bedste pasgængere Black’s A Fake. Efter at hun blev sambo med New Zealands førende træner Mark Purdon, har hun dog droslet ned på løbskørslen.

Tidligere i dag tog et for os danskere ukendt navn yderligere et stort skridt ind i rampelyset. På Globe Derby Park i Adelaide (delstatshovedstad i South Australia) kørtes syv løb. Den kvindelige kusk Danielle Hill vandt ikke mindre end seks af dem, og hun var meget tæt på at vinde det syvende også!

Den sjette og sidste af Dani Hills vinderen var den 3-årige traverhoppe Aldebaran Dianna (Father Patrick), som startede – og vandt – for tredje gang på kun syv dage.

Fra den 3. til og med den 18. juli i år vandt Danielle Hill 15 sejre i træk fordelt på fire løbsdage med tre gange fire og en gange tre sejre. På den sidste af disse løbsdage – alle på Globe Derby – vandtes samtlige syv løb af kvindelige kuske.

For 11 år siden var Dani Hill involveret i en alvorlig løbsulykke, hvilken efterlod hende blind på det ene øje, og det gør naturligvis ikke hendes fantastiske præstationer på travbanerne mindre.

De kvindelige kuske er i de australske løb er i øvrigt meget let genkendelige, idet de kører i turkisfarvede kørebenklæder (i stedet for som normalt hvide). Turkis er symbol for kampen mod livmoderhalskræft, som man indenfor landets sulkysport har engageret sig meget i. Initiativtageren til kampagnen, som nu har foregået i snart ti år, er Duncan McPherson, som selv mistede sin hustru til sygdommen.