TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Kjærsgaard i fokus i Hamburg

af | 5. jan 2017 | Nyheder

Preben Kjærsgaard var kusken i fokus torsdag aften på Bahrenfeld-banen i Hamburg på godt og ondt.

Meningerne om Preben Kjærsgaards kørsel på Bahrenfeld-banen i Hamburg var mange i aftenens løb.

På godt og ondt.

Tager vi det positive først, så vandt den fynske træner to sejre og han er dermed førende på trænerlisten!!

Først vandt Kjærsgaard med Winston Laser og siden med Outsider.

Winston Laser blev Kjærsgaards første vinder

Winston Laser blev Kjærsgaards første vinder

Det var ikke meningen, at Preben Kjærsgaard skulle have kørt  Winston laser, men et kraftigt hold i ryggen holdt John Køhler hjemme.

Winston Laser (Diesel Don), der var en af løbets favoritter, og kunne føre fra start til mål.

Troja Cæsar med Ole Bender forsøgte angreb opløbssvinget rundt og i opløbet, men fik aldrig fat i Winston Laser, der sejrede sikkert i 1.17.6a/2200 m foran Troja Cæsar i 1.17.7. Der var hhv. 2.250 og 925 Euro i præmier.

Vinderodds var 3,20, og 1-2 spillet gav 7.40.

Derimod var Kjærsgaards køretur med Outsider (Smokn Lantern) mere – ja, outsiderbetonet.

Fra spor fem lykkedes det Kjærsgaard at sende monte-specialisten til spids, for at slippe til storfavoritten Secret Boy efter 400 meter.

Rundt i opløbssvinget kunne Kjærsgaard trække Outsider ud til angreb, og ind på lige bane var parret i spids og vandt sikkert i fine 1.14.2a/2200 m – præmie 3.000 Euro.

Det var første sejr i et sulky-løb til Outsider siden december 2012!!

Vinderodds var 7,70.

Monte-hesten Outsider med Preben Kjærsgaards vandt sin første sejr for sulky siden december 2012

Monte-hesten Outsider med Preben Kjærsgaards vandt sin første sejr for sulky siden december 2012

Men før de to sejre havde Preben Kjærsgaard brilleret på en anden og ikke så heldig måde.

Det var med aftenens største favorit Boeing Simoni (Frække Frederik) i 2. løb – den var spillet ned til 13:10!

Men et eller andet gik galt for Kjærsgaard, der kørte opløb en omgang for tidligt!

Boeing Simoni var sikker ”vinder” ved målmærket, men der var altså 1000 meter mere.

Kjærsgaard tog hesten op, men så at konkurrenterne fortsatte, og kørte efter feltet. Vinderchancen var imidlertid forpasset og Boeing Simoni sluttede uplaceret.

Men den forklaring Preben Kjærsgaard efterfølgende kom med, at hesten havde været tæt på at kvæle sig, og han derfor blev nødt til at køre fremad, var der ikke mange, der købte, og såvel i tyske debatfora samt på facebook blev episoden debatteret inderligt.