Svaret på det spørgsmål er selvfølgelig nej, men set i historiens bakspejl har det faktisk været nødvendigt ved nogle tilfælde.
I dag 2. Juledag arrangerer Lunden (næsten) traditionen tro væddeløb på den gamle bane i Charlottenlund. Da der kun er syv løb på programmet, forventes det sidste løb at blive kørt allerede kl. 14.42, hvilket vil sige nøjagtig en time inden, at solen, som titter frem i dag, går ned igen.
Det betyder formodentlig, at banens ledelse ikke behøver at tænde det omkostningstunge lysanlæg i forbindelse med dagens løb, men skulle det blive mørkere end ventet, eller skulle der tilstøde forsinkelser, er det jo bare at tænde for lyset.
Men den mulighed har jo ikke fundets i alle tider. Hvad gjorde man egentlig inden, at banerne fik lysanlæg? Godt nok havde Thomas Edison opfundet det elektriske lys i 1879, men da de første danske travløb kørtes den 5. september 1885, var der ikke mange, som vidste, hvad elektrisk lys indebar, og der skulle gå rigtigt mange år inden, at der kørtes travløb ved lys i Danmark.
Hvad gjorde man så? Jo, man kørte naturligvis, når det var lyst, men det medførte en del begrænsninger. Desuden fandt man snart ud af, at søndag var en udmærket dag til at forlyste københavnerne på, men der var et relativt stort problem, idet der fandtes noget, som hed helligdagsloven, og den foreskrev, at underholdning af den karakter, som travløb faldt ind under, først måtte afholdes fra kl. 16.00 på søn- og helligdage.
Tidsrummet for afholdelse af travløb blev altså yderligere begrænset derigennem. En løsning var at tidsbegrænse sæsonen til den lyse årstid, og frem til Amager Travbanes indtog i august 1922 begyndte sæsonen først omkring den 1. maj og varede til midt i september.
Da Amager kom til, blev sæsonen forlænget med en måned i hver ende. Der kørtes to gange om ugen, og i den mørkeste tid, hvor der kun kørtes på hverdage kunne løbene begynde så tidligt som kl. 12.00. Der kom altid 8-10.000 personer til trav, og i dag kan vi jo undre os over, hvorledes så mange kunne forlade arbejdet for at gå til trav i tider langt inden flexarbejde og afspadsering.
Efter 2. verdenskrig blev helligdagsloven lempet, og man begyndte at køre søndagstrav med start kl. 14.00, medens hverdagstrav, som kørtes i forårsmånederne fra april begyndte kl. 16.00; om efteråret kl. 14.00 eller tidligere.
Man havde konstant problemer, at det eller de sidste løb blev kørt i bælg ragende mørke. Det var ikke intentionen på forhånd, men da man ofte frem for alt på Amager – kørte med kolossale felter på op imod 30 deltagere, blev omstarterne hyppige. Desuden var det ikke unormalt med et eller flere styrt (!) i løbet af en løbsdag. Dette ledte naturligvis til forsinkelser, og programmet straktes ind i aftenmørket.
Charlottenlund Travbane fik sit lysanlæg i 1953 kort tid efter, at det første startvognsløb var blevet kørt. Lysanlægget medvirkede til, at banen ikke længere behøvede at bryde sig om starttidspunkterne. Anderledes var det på Amager, som først fik sit lysanlæg i 1969.
Men Amager Travselskabs formand Axel Taarup var en innovativ herre, som havde løsninger på de fleste problemer. Samme efterår, som Lunden havde fået sit lysanlæg, fandt han en løsning på Amagers mørkeproblemer.
Dengang kørtes løbene med op til 30 minutters mellemrum, så det blev problematisk med mange løb på programmet. Hvad gjorde Taarup? Jo, han begyndte med at køre to løb samtidig!
Amager var jo 1200 meter lang (Charlottenlund er 950 meter), så de var plads nok. Sædvanligvis kørtes 3. og 4. løb samtidig. I sagens natur gik de over to forskellige distancer. Det ene kørtes på distancen 1900 meter og det andet over 2500, og det ene var altid et amatørløb, således at man ikke begrænsede de professionelle kuskes startmuligheder.
Ved at køre to løb samtidig sparede man en halv time. De to løb, som kørtes samtidig, havde hver sin totalisator, men de stod opført med fortløbende numre, og det er derfor, at man kan finde fotografier på heste med startnumre oppe i 40’erne.