TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Kæmpeoverraskelse i udtagelsesløb til Hambletonian Oaks

af | Nyheder

Ingen favoritsejr i de to udtagelsesløb til Hambletonian Oaks. Tværtimod kunne fjerdefavoritten vinde det ene og den tredje mindst spillede hest vinde det andet.

Det første udtagelsesløb til Hambletonian Oaks ”stjal” David Miller med den af Linda Toscana trænede fjerdefavorit (93:10) Lady Chaos (Cantab Hall), som han kunne føre fra start til mål med og tage førstepræmien, som i Oaks-udtagelserne var på 17.500 $.

Favoritten (19:10), Nifty Norman-trænede Bella Bellini (Bar Hopping), kom farende for Dexter Dunn efter halvdelen af distancen, som var blev afviklet efter forholdsvis langsomme 10.8 (den anden quarter blev kørt efter 12.6), og trykkede på resten af vejen, men hun kom aldrig forbi, selvom det var meget hårdt i mål.

Lady Chaos vandt i tiden 1:09.8a, og hun er nu garanteret startspor 1-5 i finalen om 500.000 $ næste lørdag.

Lady Chaos i den første Oaks-udtagelse. Foto: Michael Lisa Photo.

Jeff Gregory og den overraskende svagt spillede (145:10) You Ato Dream (Donato Hanover) fulgte med i slipstreamen bag Lady Chaos og tog tredjepladsen, mens kæmpeoutsideren (757:10) Contested Hanover (Chapter Seven) blev fjerde for Scott Zeron. Sidste finaledeltager fra denne udtagelse blev Brett Bittle-trænede Darlene Hanover (Chapter Seven) for Brian Sears. Darlene Hanover stod i hele 597:10.

Det andet udtagelsesløb til Oaks fik et ret spektakulært forløb. Jonas Czernyson-trænede Dutiful (Trixton) kunne for Corey Callahan tage fronten fra start og holde den op til 400 meter-mærket. Der tog Marcus Melanders Iteration (Chapter Seven) over for Brian Sears. Det så lovende ud for 190:10-outsideren, som da også førte til nogle meter før mål.

Men i opløbet skete der noget, som selv med amerikanske briller på må siges at være ejendommeligt. Awesome Trix (Trixton), som Scott Zeron kørte for Ohio-træneren Chris Beaver (hoppen trænes dog på dennes New Jersey-filial), sad som tiende og sidste hest, indtil at hestene gik ind i opløbet. En sejr syntes fuldstændigt udelukket og en finaleplads langt væk.

Men så åbnede indersporet sig, og ”Scottie Z” behøvede bare at køre lige ud og passerede samtlige konkurrenter indenom. Den sidste var Iteration, som blev slået sikkert med en længde. Vindertiden blev 1:10.1a og vinderoddset så højt som 254:10. Iteration stod i 190:10, og tredjehesten i mål, Ron Burke-trænede Hot As Hill (Muscle Hill) stod i 105:10 for David Miller.

Awesome Trix kom blæsende indvendigt i den anden Oaks-udtagelse. Foto: Michael Lisa Photo.

Med til finalen kom også Åke Svanstedt med Flawless Country (Southwind Frank), som var spillet til 153:10, og den Tony Alagna-trænede tredjefavorit (70:10) Piper Hanover (Father Patrick). Ingen af de to mest spillede heste, Luc Blais-trænede Donna Soprano (Donato Hanover), som stod i 18:10 for Daniel Dubé, og Erv Miller-trænede Swift Swanda (Swan For All) med trænersønnen Marcus (57:10), klarede sig videre til finalen.

I USA reagerer man på, at Awesome Trix var en ”13.000 dollar yearling”, hvilket vil sige, at hun blev solgt på åringsauktionen for en i sammenhænget meget lav pris. Til sammenligning kostede Really Fast, som på en andenplads kvalificerede sig til Hambletonian-finalen, 700.000 $ som plag.

Vi noterer, at Scott Zeron slap yderst godt for sin arbejdsdag på The Big M, idet han dagen igennem serverede både heldige og velovervejede styrninger, som resulterede i tre smukke sejre. Den første af disse vandtes i nattens første løbe for travere med Paul Kelly-trænede vallak Balenciaga (Chapter Seven), som var næstfavorit til 27:10 i et 17.000 $ overnight race.

Balenciaga og Scott Zeron i vindercirklen. Foto: Michael Lisa Photo.

Åke Svanstedt havde 20:10-favoritten i Fly Light (vallak efter Father Patrick), som tog føringen fra start. Zeron fulgte den som en skygge og havde ingen problemer med at tage over i begyndelsen af de lange opløb og gå til en overlegen og respektindgydende sejr i 1:09.8a. Næsten seks længder efter tog Ron Burke-trænede Avenir (Muscle Hill), som var spillet til 76:10 for Patrick Berry, andenpladsen før Fly Light.

Danske Kasper Foget var ude i samme løb med Per Engbloms Sel’s Choice. Kasper gav sin hest en meget økonomisk rejse, men det hjalp ikke, og parret blev sjette i mål.