TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Jujubee er helt enorm

af | Nyheder

Creatine-sønnen går fra rekord til rekord og nu kan han også titulere sig Breeders Crown-vinder for 3-årige hingste og vallakker.

Jujubee var ikke med i årets Hambletonian, men i et andet løb på dagen satte han ny banerekord for 3-åringer på The Meadowlands. Det blev begyndelsen til et triumftog, som kulminerede i sejren i Kentucky Futurity, hvor han travede 1:08.1a. Han var lidt tvivlsom i sit Breeders Crown-forsøg som anden til Cuatro de Julio, men i finalen var det atter Ju-ju-bee!!

Kørende Andy McCarthy havde tidligt Jujubee, som var 16:10-favorit, i front, og Lucas Wallin fik en fin position med næstfavoritten (42:10) Cuatro de Julio (Trixton) i ryggen på Jujubee, medens Åke Svanstedt fik placeret Ambassador Hanover (Chapter Seven) som tredje. Wallin valgte tidligt at gå op til Jujubee, og det blev hans fald. Jujubee lod sig ikke true af nogen, selvom det sidste stykke af løbet afvikledes på trætte ben, så McCarthy måtte kort før mål ”go to work”.

Jujubee vinder Breeders Crown. Foto: Lisa Photo.

Næsten hele feltet (bortset fra Dancinginthedark, som atter havde dummet sig i starten) kom farende sidst i opløbet, og det blev tæt om placeringerne. Målfotoet afgjorde, at Åke Svanstedt-trænede Fly Light (Father Patrick) var anden for Dexter Dunn til 307:10 tæt før Marcus Melander-trænede In Range (Bar Hopping) for Tim Tetrick. Sidstnævnte stod i 118 gange pengene!

Målfotoet

Jujubee, som havde købt sig ind i løbet, vandt i tiden 1:09.2a, hvilket var ny rekord for løbet. Den tidligere delte Father Patrick og Bar Hopping med 1:09.5a. Det var Andy McCarthys femte Breeders Crown-sejr. I 2019 vandt han de fire første. Jujubee trænes af Greg Wright jr., som for første gang prøvede sin hest uden bagsko, hvilket jo må siges at være en succes.