Endnu en tophest kommer ikke til start i søndagens franske storløb, Prix Tenor de Baune.
I mandags blev det kendt at Jushua Tree på grund af en skade ikke kommer til start mere i Vintermeetinget og altså ikke starter i søndagens Prix Tenor de Baune for 5-pringer, hvor vinderen får startret i Prix d’Amerique.
Nu meddeler træner Sebastian Ernault, at han ikke vil starte staldens stjerne, Josh Power (Offshore Dream) i løbet på søndag.

Nu er Josh Power, som vinder af Prix du Bourbonnais da også sikret startret i Prix d’Amerique, men set ud fra et sportsligt synspunkt kommer Josh Power til at mangle i startlisten.
Josh Power er en af årgangens allerbedste heste med sejre i bl.a. Criterium des 4 Ans og Criterium des 5 Ans og har tjent 708.970 Euro.
Heller ikke Phillipe Allaires Just a Gigolo kommer til start på søndag, ligesom italienske Dimitri Ferm heller ikke gør det. Det samme er tilfældet med svenske Joviality, der er blevet behandlet for en halslidelse.
Onsdag morgen står der fortsat 17 heste tilbage i Prix Tenor de Baune med hoppen Just Love You som mest vindende hest – hun er i øvrigt kvalificeret til start i Prix d’Amerique.
En enkelt svensk hest står tilbage – det er Jörgen Westholms Working Class Hero, der har vist forrygende form og har vundet i 1.10.3 og 1.11.4 – i sine to sidste starter over 2100 meter auto.
Der er startmelding torsdag middag til Prix Tenor de Baune, hvor distancen er 2700 meter volte og den samlede præmiesum er på 240.000 Euro.
Det er der også i 4-årsløbet, Criterium Continental, hvor der også er en startret i Prix d’Amerique til vinderen, men her er distancen 2100 meter auto.
Her står der 27 heste med engagement – blandt disse to svenske amerikanere – Kilmister fra Sabine Kagebrant og Crown fra Daniel Redén.
Også her er der startmelding torsdag.