TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Isotope d’Am fra start til mål

af | 17. aug 2023 | Nyheder

Morten Juul-trænede Isotope d’Am med Birger Jørgensen var atter tilbage i vinderens rolle efter et kiks, da den torsdag aften var til start på Åby Travet.

Isotope d’Am vinder kort, men sikkert på Åby

Efter at have indledt sæsonen med fem sejre i træk svigtede Isotope d’Am i en start i Aalborg den 7. juli, hvor den galoperede og sluttede på en femteplads.

Nu var den 5-årige franske Love You-søn atter tilbage i vinderens rolle, da den torsdag aften var til start på Åby Travet.

Fra spor 1 i volte kunne Birger Jørgensen sende Isotope D’Am, der ejes af Stald Sotto og Kjela Invest, til spids – 500 meter efter 1.17.7 og kilometeren efter 1.16.3.

Ingen var i stand til afor alvor at gå i infight med Isotope D’Am, der sejrede kort, men sikkert i 1.14.7a/2140 m – foran Bingo Pop med Dwight Pieters og Kings Witch med Thomas Uhrberg, begge i 1.14.8.

Der var 40.000 SEK i førstepræmie tiæ Isotope d’Am. Der her vandt sin sejr nummer otte i blot 14 starter.

Isotope d’Am, der er opdrættet af storhesteejeren Courant, solgtes som åring på Arqana Trot auktionen i Deauville for 30.000 Euro til den store hollandske stald, Why Not.

Den var i træning hos Paul Hagoort, der startede den 3 gange – det blev til en sejr og en fjerdeplads.

Man søgte at sælge Isotope d’Am på Prix d’Amerique-auktionen i 2022, men købte den tilbage for 9.000 Euro.

Siden blev den i privat handel solgt til Danmark.