TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Inger Støjberg var Tarok-pige

af | 20. aug 2023 | Nyheder

Blandt gæsterne på Fyens Væddeløbsbane i fredags var politikeren Inger Støjberg, der overfor travservice afslørede, at hun såmænd var ”Tarok-pige” som barn.

Inger Støjberg, Danmarksdemokraterne overrækker ærespræmie til Birger Jørgensen efter sejren i Richard Møller Nielsens Mindeløb.
Foto Gorm Foto

Inger Støjberg, stifter og formand for Danmarksdemokraterne og i relation til travsporten kendt for at have navngivet og fået opkaldt en nu 3-årig hoppe, Inger Støjberg efter sig, har et endnu længere forhold til travsporten.

Ja, et forhold, der går tilbage til barndommen.

-Jeg er jo født på Skive-kanten og allerede som barn var jeg med min far til trav på Skive-banen, fortæller Inger Støjberg til travservice.

-Hvis min far ikke kunne komme afsted, når der var løb, så kom en nabo forbi og tog mig med.

-Det var på den tid Tarok og familien Laursen var det helt store.

-Jeg husker, der var en børnetøjsbutik i Skive, der lavede Tarok-tøj, og det havde jeg naturligvis i flere udgaver.

-Jo, jeg var Tarok-pige som barn, siger Inger Støjberg.

Som partiformand og travl politiker på Christiansborg er der ikke megen tid til at besøge travbanerne.

-Men jeg forsøger at komme, når Inger Støjberg skal starte, og i dag er jeg til trav sammen med nogle gode venner, og vi har siddet og hygget os i restaurationen her på Fyens Væddeløbsbane.

-Det er herligt at se, at der kommer så mange mennesker til trav. Trav er jo også en sport, der kan samle familier, slutter Inger Støjberg, der velvilligt stillede op, da man spurgte om hun ville overrække ærespræmier i Richard Møller Nielsens Mindeløb.