TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

-I`m living the dream

af | Nyheder

Aalborg-drengen  Ole G. Nielsen har siden januar 2016 arbejdet i USA, hvor han nu er second-trainer hos Åke Svanstedt. Ole. G. Nielsen var således med, da Svanstedt vandt The Hambletonian Stake i august. 

Ole G. Nielsen har sendt os denne beretning om sin tilværelse i USA:

Ole G. Nielsen

Det er klart, at den 5. august 2017 altid vil være en dag jeg vil huske, som var det igår.

Tidligt i ”Hambo-ugen”  kom beskeden om at Walner, som jo var den store favorit, ikke ville komme til start, og så blev alting jo forandret for alle, som havde heste med i løbet.

Alle inklusive mig selv, var jo mere eller mindre sikker på, at det ville blive utroligt vanskeligt at slå Walner, men hestene må jo være friske, og desværre for dens vedkommende fik den en skade op mod løbet, som gjorde, at den ikke kunne starte, og måske kommer den aldrig mere til at start.

Men ihvertfald, med Walner ude af løbet, så jeg pludselig 5-6 heste, som jeg synes kunne vinde løbet, inklusiv vores hest Perfect Spirit.

Han var bare blevet bedre og bedre for hver start op mod Hambletonian, så vi vidste, at vi kom med en hest i topform.

Da jeg så sporene til de to elimination-heat, blev man jo selvfølgelig lidt ærgelig.

Spor 10 (yderst på vingen) til Perfect Spirit i det heat, som på papiret så ud til at være det hårderste.

Jeg havde op mod Hambletonian været med flere gange, hvor Perfect Spirit havde startet, og ved tre tilfælde varmet ham op, og hver gang vandt han faktisk, så jeg havde ”joket” lidt med Åke om, at skulle han vinde Hambletonian, så måtte jeg jo varme hesten!

Dagen før kom Åke faktisk og sagde, at jeg skulle varme Perfect Spirit.

Perfect Spirit tog en fin 2. plads i forsøget efter et lidt hårdt løb, som vi vidste det måtte blive fra spor 10.

I finalen blev det jo spids det meste af vejen, og han gik et kanonløb som nummer to i mål.

Midt i banen er What the Hill først over stregen, men diskvalificeres for træning og så vinder indvendige Perfect Spirit med Åke Svanstedt Lisa Photo

Da dommerne satte ”inquiry” (som betyder at de skal undersøge løbet) op på resultattavlen direkte efter målgang blev det jo hurtigt pakket med mennesker foran det tv, som er i paddocken, for at se, hvad det var de skulle kigge på.

Og direkte forstod jeg, at der var en stor chance for, at What The Hill, som var først i mål, kunne blive diskvalificeret, da han kørte direkte ind i benene på en anden hest, da han gik ud i angreb midt på opløbet.

Siden var det nogen nervepirrende minutter før resultatet kom, og den følelse, som gik igennem kroppen da jeg så, at vi blev hejst som vinder var ubeskrivelig!

Og det blev bare bedre, da vi kom til vindercirklen, for nogle af mine venner fra Norge, Kim Pedersen og hans kæreste samt min gode ven og gamle arbejdsgiver Jeppe Juel og hans far stod alle op råbte på os.

Ole G. og kollegaen Oscar Florhed efter Hambletonian-sejren

At være med ved en sejr i International Trot på Yonkers sidste år, og siden Hambletonian i år, er mere end jeg nogensiden havde turde drømme om!

Det er de to største løb for travere her i USA, begge med 1 million Dollars i præmiesum.

Ellers har vi indtil videre haft en rigtigt godt år, hvor specielt vores 2 åringer har været meget fine.

Vi har 30 2-åringer i stalden, og 20 af dem har vundet løb – det er blevet til tre banerekorder og en Stakes rekord.

Det er sjovt, at man har været med disse heste hele vejen, helt fra de fik en sele på for første gang og til nu, hvor de står som løbsheste, som til og med har gjort det rigtig godt.

Akkurart nu er det jo Lexington, det gælder, og det er jo et tegn på, at sæsonen begynder at nærme sig slutningen, men der mangler stadig at blive kørt bla. en del Sire Stakes finaler, Breeders Crown samt flere store løb, så der er stadig mange penge at køre om den næste måned.

Ole G. Nielsen varmer Tech Titan op til løb på The Red Mile

Vi har haft en del heste, som har startet mere eller mindre over alt i Nordamerika, så jeg har selvfølgelig tilbragt mange timer på landevejen.

Man kan godt engang imellem blive træt og synes det er lidt for meget, men når man så f.eks. rejser 8 timer med en eller flere heste, og vinder løb, så glemmer man det med det samme igen, og det giver energien til bare at fortsætte.

Jeg synes, at det er fantastisk at rejse til løb med en hest, som man ved er godt forberedt, og som ser godt ud.

Den følelse man så får, når man vinder er så utrolig god, og det er en stor tilfredsstillelse.

De næste store løb, som jeg ser frem til med spænding, er Kentucky Futurity, hvor vi har to heste med, Perfect Spirit og Yes Mickey.

Derefter er det International Trot, hvor Resolve skal prøve at forsvare sejren fra sidste år.

Ole G. Nielsen skor staldens heste

Jeg glæder mig samtidig til, at Jeppe (Juel) kommer med hele sin familie og Tripolini VP.

Jeg synes, at det er stort at være med i et sådan løb, selvom jeg i princippet bare arbejder på en stald, som har en hest med, så jeg kan forstille mig den følelse , de har, når de har en hest med som de selv ejer og træner.

Jeg trives fortsat rigtig godt her, og jeg kommer nok til at blive her en god stund til, selvom jeg har været så heldig at få en lille nevø hjemme, som jeg selvfølgelig ville ønske, at jeg kunne bruge lidt tid sammen med, ligesom man savner sin familie engang imellem.

Men jeg elsker livet her, den amerikanske travsport, et arbejde som en af to second trainer for en af verdens bedste travtrænere, Åke Svanstedt.

Som amerikanerne siger ”I`m living the dream” og sådan føler jeg det, og det er jeg ikke færdig med endnu.