TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

I dag fordeles de royale pokaler på Åby

af | Nyheder

To af de mest betydende unghesteløb i Norden, Pokalløbene for 4-årige heste på Åby Travbane udenfor Göteborg, afgøres i eftermiddag, og såvel blandet hingstene som blandt hopper ser vi megastore favoritter til sejren.

Kan Robert Bergh snyde favoritterne og vinde begge pokalløbene på Åby i dag?

Konung Gustav V:s Pokal er blevet kørt siden 1941 (dog fik løbet først sit nuværende navn i 1949). Den første udgave vandtes af den yderst navnkundige Big Noon (Gösta Nordin). Det er altså i år 80 år siden, at løbet indstiftedes, og mange fantastiske heste er at finde i listen over sejrherrer.

Årets udgave har Jägersro-hesten Önas Prince (v. Chocolatier) som favorit til at vinde førstepræmien på 1.000.000 SEK og evig ære. Hingsten trænes og køres af Per Nordström, som betegner sin hest som helt komplet. Dagens opgave er blevet noget lettere for Önas Prince, idet dens formodede hårdeste modstander, kriterievinderen Brambling, er blevet slettet med en sårskade. Nu bliver det nok amerikaneren Rome Pays Off, som trænes og køres af Robert Bergh, som bliver den vanskeligste konkurrent.

Rome Pays Off (v. Muscle Hill) er ikke den eneste udenlandskfødte hest i feltet. Også den tyske Derbyvinder Wild West Diamant, som satte løbsrekorden 1:12.1a/1900 meter ved sin Derbysejr, findes med, og med tanke på den staldform Paul Hagoort og Robin Bakker viste i søndags i Skive, kan hingsten, som også er efter Muscle Hill, blive en hest at regne med. Han er jævnt spillet med Jacoby Keeper, som trænes af veteranen Leif Witasp, 70, som tidligere i år ramtes af en stroke. Rättvik-træneren er klart på bedringsvejen, men han kan ikke køre hest endnu, og Torbjörn Jansson, som vandt udtagelsesløbet med hesten, sidder atter i sulkyen. Jacoby Keeper (v. Conway Hall) er født i USA, men har haft hele sin karriere i Sverige.

Der er også et dansk islæt i Kongepokalen, idet Kim Pedersen, som er virksom i Norge, møder med Hennessy Am, som Erik Adielsson kører. Også denne hest er efter Muscle Hill men er mere at betegne som en outsider.

Som sagt er der også en meget stor – ja endnu større – favorit i Dronningens Pokal. Björn Goops Eagle Eye Sherry (v. Bold Eagle), som kommer med seks sejre i træk, har ikke tabt et løb siden den 15. august i fjor, hvor hun blev fjerde i E3-finalen på sin hidtil bedste tid 1:11.2a/1640 meter. Eagle Eye Sherry er opdrættet af Björn Goops mor, Annika.

Også i Dronningens Pokal kan Robert Bergh forventes at have den hårdeste modstander til storfavoritten. Bergh møder med Fifty Cent Piece, som i lighed med Rome Pays Off er amerikanskfødt, ejet af SRF Stable og kommer fra Marcus Melander i New Jersey, hvor hestene var i træning til og med treårssæsonen.

Dronningens Pokal, som også har 1.000.000 SEK i førstepræmie, køres som eftermiddagens 5. løb (1. afdeling af V75-spillet) på Åby, og Kongepokalen afvikles som 7. løb. Som 11. løb (sidste afdeling af V75-spillet) køres Paralympiatravet. Det løb vender vi tilbage til her på siden lidt senere.