TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Hvornår er der igen væddeløb i Danmark?

af | Nyheder, På Biddet

Overskriften svarer til det spørgsmål, der oftest stilles inden for dansk trav og galopsport i disse dage.

Hvorfor hører vi ikke noget?

De må da kunne melde et og andet ud?

Sådan spørges der igen og igen rundt om i dansk trav- og galopkredse.

Man er frustreret og flere end de, der allerede har trodset den henstilling som Statsministeren og organisationerne inden for dansk trav- og galopsport gav for en måned side  om at blive hjemme, overvejer nu alvorligt at begynde at anmelde til løbene i Sverige.

Fra officiel side har man tirsdag aften offentliggjort et skriv på danskhv.dk, hvor man tilkendegiver, at der arbejdes på at finde en løsning, men at der ikke ville kunne blive afviklet løb i Danmark før efter den 20. april.

Den 23. april er der ifølge sæsonplanen planlagt løb på Billund Trav – det kan i givet fald bliver repremieren på travsport i Danmark – men også på en væddeløbsdag uden publikum, hvad der vil være fuldt forståeligt i den øjeblikkelige situation.

Efter Påske åbnes Danmark gradvist – i første omgang ved at børn op til femte klasse begynder at gå skole ligesom ældre elever i afgangsklasserne skal møde i skole igen.

Den strategi har været genstand for megen kritik – om det er rigtigt eller forkert skal vi lade være usagt.

Travservice erfarer, at trav- og galopsporten i Danmark har indsendt en anmodning til de relevante myndigheder om at få lov til at afvikle væddeløb uden publikum og med strenge restriktioner om adgang til staldterræn.

For en udenforstående synes det som noget, der bare kræver et Ja eller Nej fra den ansvarlige myndighed.

Og med et svar – ja, så vidste man, hvor man stod!

Det er uvisheden, der nager rundt om hos trænere og hesteejere.

Men det er ingen let situation som trav– og galopsportens organisationer er i.

Flere baner ligger på offentlig ejet jord og en overvejende del af sportens finansielle grundlag kommer fra Kulturministeriet.

Der skal derfor handles med omtanke – og forsigtighed, for ellers kan den velvillighed trav-og galopsporten har  blandt mange af landets politikere – det være sig lokalt eller på landsplan – blive sat over styr.

Det kan for den enkelte hesteejer eller træner være svært at forstå det skisma sportens organisationer er i.

Hestene står i stalden og er forårskåde og venter på at komme ud for at vise deres formåen, og samtidig tikker det daglige taxameter for træning, foder og staldleje.

Der er ingen tvivl om at man fra sportens organisationer arbejder intensivt med at få gang i trav- og galopsporten igen, men der findes ingen lette løsninger – eller hurtige svar – i den mærkværdige situation som verdenssamfundet befinder sig i.

Vi kan håbe der sker noget henover Påsken.

Men ingen ved noget sikkert.