TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Hvad laver Jos nu for tiden?

af | 21. maj 2021 | Nyheder

Topkusken Joseph Verbeeck skulle have kørt både Elitloppet og Copenhagen Cup. Men det blev ikke til noget med nogen af starterne, og det er nu længe siden, vi har set ham på vore breddegrader. Travservice har haft en samtale med Jos.

Jos Verbeeck

Få travkuske – om nogen – har været så populære og samtidigt så omdiskuterede gennem de seneste 30 år som belgieren Jos Verbeeck, som efterhånden er blevet 64 år. Fire sejre i Prix d’Amerique og to Elitloppssejre har han i sit generalieblad. Copenhagen Cup har Verbeeck vundet en enkelt gang.

Egentlig var det meningen, at Jos skulle forsøge at tage sin tredje Elitloppssejr i år med Dorgos de Guez, men træneren af hesten, Jean Michel Bazire, meldte i begyndelsen af ugen afbud til Solvalla. Samme Bazire havde anmeldt den tyskfødte og -ejede Dreambraker til Copenhagen Cup med Verbeeck som kusk, men den havde ikke tilstrækkeligt med points og kom ikke med i Charlottenlund.

I stedet drog Jos til Mallorca for at køre hesten Iwishicould (v. Infinitif) i det store treårsløb Gran Premi Nacional, som også kaldes for det spanske travderby og er Spaniens suverænt største travløb med sine 100.000 € i samlet præmiesum.

-Træneren insisterede på at køre hesten uden sko, men det kunne den slet ikke finde ud af, og efter en omgang havde den løbet sig helt flad, fortæller Jos.

Du kører ellers en del på Balearerne?

-Ja, det er blevet til en del gennem årene. Mallorcinerne har bedre heste, end vi tror, og der køres en del PMU-løb med fine penge i. Jeg har også kørt på den anden Mallorcabane, Manacor, som er blot 700 meter i omkreds, og der er det mere wild west.

Og så har du kørt løb på den mindre ø, Ibiza, som har en 800 meters bane?

-Ja, det var en anderledes oplevelse. Der var kun 4-5 heste med i hvert løb. Jeg kørte fem løb og vandt de tre. På grund af varmen begyndte løbene allerede kl. 10 om formiddagen, og de sluttede lige efter middagstid. Derefter var der en kæmpe fest resten af dagen.

Skulle du til og med kunne tænke dig at flytte til Mallorca og fortsætte karrieren der?

-Balearerne er et pragtfuldt sted, og jeg kunne godt forestille mig at bo der, men jeg tror nu, at jeg bliver her i Belgien. Min søn Ryan er nu 16 år og under uddannelse her.

Hvordan ser dine dage ud?

-Jeg har ikke så mange heste tilbage at træne, kun seks stykker. Jeg kører mest løb i Belgien med nogle afstikkere til Tyskland og Holland.

Hvornår vender du tilbage til at køre i Frankrig?

-Jeg har stadig et juridisk issue kørende med skattemyndighederne i Frankrig, og så længe det ikke er afsluttet, vil Le Trot ikke give mig min franske licens tilbage, så det må gå sin gang, afslutter Jos Verbeeck.