Højere svensk spilleafgift bliver dyr for dansk trav og galop
I det forslag til budget for 2024 som den svenske regering netop har fremlagt foreslås en øgning af spilleskatten med 4% og det vil anslået koste ATG 250 millioner kroner om året.
Fra 2024 indebærer ”Svenskeraftalen” med Svensk Travsport bl.a. at Dansk Hestevæddeløb skal modtage 3,3% af de midler, som ATG overfører til Svensk Travsport på årsbasis.
Det er altså ikke uvæsentligt for dansk trav- og galopsport, hvis overskuddet i ATG – som føres videre til Svensk Travsport – falder.
I det budgetforslag som den svenske regering netop har offentliggjort foreslås det, at man hæver nettospilafgiften fra 18 til 22% – altså en stigning på 4%, hvad der svarer til en ekstraskat for ATG på omkring 250 millioner kroner årligt!
Slår denne afgiftsforhøjelse 100% igennem i ATGs overførsel til Svensk Travsport så får Dansk Hestevæddeløb 8,25 millioner kroner mindre!
I forvejen er ”Svenskeraftalen” ramt af et markant kursfald for den svenske krone, der bare det seneste år er faldet med mere end 10%.
2024 er det første år, hvor ”Svensker-aftalen” honoreres med 3.3% – det er – alt efter kurs og overskud omkring 40 millioner kroner, men kan altså falde, hvis budgetforslaget går igennem og får virkning fra 1. juli 2024.
I 2024 modtager Dansk Hestevæddeløb fortsat udlodning fra Staten på cirka 48 millioner kroner – dette beløb falder til cirka 32 millioner i 2025 og slutter i 2026 til 16 millioner.
Fra 2027 er den gamle udlodningsordning altså udfaset, og i stedet begynder den nye udlodning, der er øremærket til ungdom og breddesporten.