Talerstolen
Fra Peter Bach Søndergaard i Aabybro har vi modtaget følgende indlæg omkring hestevæddeløbssporten situation:
Som hesteejer har jeg naturligvis fulgt med på sidelinjen via de intense skriverier omkring retfærdighed eller mangel på samme i relation til de fremlagte besparelsesforslag, som var til første behandling i Folketinget, den 6. november. Mange har lagt hovedet på blokken med kreative og reelle udmeldinger til forsvar for de eksisterende økonomiske betingelser for landets galop- og travsport (den spillebare del af hestesporten). I sandhedens navn må man vel erkende, at både antals- og aktivitetsmæssigt, så er heste-væddeløbssporten en niche, set i forhold til rideklubber med ponyer, Islandske heste etc. Her er klubbernes medlemmer i øvrigt stort set selvbetalere og må nøjes med en ”roset”, hvis man vinder en konkurrence.
Henset til trav-og galop, så er de økonomiske problemer objektivt opstået helt tilbage i Dantoto tiden, hvor sportens ”pengemaskine” i 1998, vel at bemærke i eget regi´ var kørt rabundus i en sådan grad, at der kun var to muligheder – konkurs eller overdragelse til en interesseret part der kunne og ville videreføre spillet. Et Hollandsk selskab var på banen og måske ATG. Her kommer daværende Dansk Tipstjeneste på banen. Aftalen og de medfølgende subsidier var vist lidt af ”en gave til sporten”, set i lyset af, at man fik en fast årlig royalty ud af et fallitbo. Derfor klappede alle i sine små hænder og det usagte resonnement var, at nu var der penge i kassen igen, således at man underforstået, kunne fortsætte i samme spor som om intet var hændt.
Man må spørge sig selv.: Hvorfor greb de ansvarlige ikke en oplagt chance til at få tavlen vasket ren med opbygning og iværksættelse af en organisatorisk og administrativ tidssvarende virksomhedsmodel – for tiden var moden, samtidig med at der frem for alt, stadig var et relativt højt aktivitetsniveau. Et aktivitets-niveau som efterfølgende trinvis er nedtrappet, både løbsmæssigt og avlsmæssigt for at for at få pengene til at nå. Man er gået fra, at der var løb hver dag på én dansk bane, til næsten en halvering af produktions-dage (løbsdage). Det er da vist hvad man kan kalde en selvforstærkende dødsspiral!
Nu foreligger der så, med den bebudede reduktion, en stor risiko for, at den indtægtsgivende del af sporten helt vil gå til grunde indenfor få år, medmindre der kommer helt nye boller på suppen. Går spillet tilbage til sporten, så bliver man ikke beskåret 30 millioner, men der forsvinder med et snuptag alle de 96 millioner minus reduktionen. Med iagttagelse af de faktiske forhold tvivler jeg på, at ATG vil gå i samarbejde med Danmark og servere en bakke med blot 66 millioner – iflg. Forlydender har man vist også økonomiske problemer i Sverige, og jeg tror, at det er et rent drømmescenarie, hvis nogen forestiller sig, at ATG seriøst vil intervenere og være garant for likviditeten og indtægtsniveau i dansk hestesport.
Uanset udfaldet af klagesang og hylekor, ændrer det ikke ved, at der skal findes en model, hvor de aktive hesteejere og opdrættere kan blive tilgodeset, således at denne del kan få øje på en indtægtsmulighed som kan skabe blot en spinkel økonomi til at gøre brug af de tilbageværende ca. 34 fultidstrænere og de flotte tilstedeværende banefaciliteter. Det er direkte uansvarligt overfor nye træneremner som skal tage over, hvis de uskyldigt bliver ramt af den igangværende kædereaktion. De unge bliver også væk, og de fleste aktive er allerede belastet af sit fødselsår. Derfor nytter det ikke, at sporten ustruktureret fortsat poser penge ud til en yderst belastende flerdoblet administration med direktører og kontorhold på hver bane. Det er der ikke økonomi til. Jeg anslår, at der årligt forsvinder noget retning af 25 millioner på den konto. Jeg kan ikke lade være med at drage en parallel til alle landets idrætsforeninger som repræsenterer i tusindvis af medlemmer som indgår i daglige og ugentlige trænings- og kampprogrammer. Disse foreninger har ikke som væddeløbssporten et arsenal af betalte medarbejdere med en direktør i spidsen for hver forening.
M.h.t. hestevæddeløbssporten, så er det vel delvist her at hunden ligger begravet, idet der simpelthen ikke er økonomi til at hver forening med to til tre opvisningsdage om måneden fører sig frem som var det en kapitaliseret produktionsvirksomhed. Lovmæssigt skal der jo være penge til personalet og det medfører, at der ikke er noget tilbage til leverandørerne – ( læs: opdrættere, hesteejere etc.)
Udnyttelsesgraden af nævnte personale og for den sags skyld også anlæggene, betyder alene, at der påhviler hver hest der deltager i løb en lokal administrationsomkostning på mellem 5-600 kr. Et forhold som hænger nøje sammen med antallet af løbsdage – dobbelt så mange løbsdage vil reducere omkostningen til det halve. Det er ganske uholdbart og hvis man ikke kommer dette forhold til livs, kan vi lige så godt pakke sammen.
Uanset et resultatet af fremvisningen på slotspladsen er der kun én mulighed tilbage. Silokulturerne skal én gang for alle destrueres og vi skal alle under én paraply som hedder:
Dansk Travsport
– som etablerer et kontor med kompetente medarbejdere (og ikke som i dag hvor stort set alle på lønningslisten er selvsuppleret) Her får man så til opgave at organisere alle løbsaktiviteter i Danmark og gøre brug af de til rådighed værende faciliteter. Den enkelte bane må selv styre sine omkostninger – ud af fx medlems- og brugerbidrag etc. og det har ikke noget at gøre med det overordnede.
Bane 1 Bane 2 Bane 3 Bane 4 Bane 5 Bane 6 Bane 7
Banen ( foreningen) stiller sine faciliteter til rådighed mod en vis betaling – der er en én kontaktperson som refererer til ledelsen – der laves på generalfors. Udvalg, hvorfra man henter arbejdskraft ifb. løbsafvikling.
Banen er lukket med undtagelse af løbsdage + fx fredag og lørdag, hvor medlemmerne, tilstedeværende trænere m.fl. kan teste sine heste. Osv.
Der er mange muligheder for besparelser, men der skal vilje til.
Man kunne få det indtryk, at jeg går efter direktører og personale – det er ikke tilfældet, men desværre er udviklingen bevæget sig derhen, at der ikke er plads til en struktur som i 1970erne. Selvom det er nye tider, kan man vel heller ikke forlange, at der er nogen som afskaffer sig selv. Fag som Bødker og hjulmager er også for længst blevet historie.