TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Hestesportens Galla: To klassiske vindere

af | Nyheder

Som noget ganske enestående fik Carsten S. Nielsen i fjor en opdrættersejr i både Dansk Opdrætningsløb og Dansk Hoppe Derby!

Isabella CN vinder Dansk Opdrætningsløb for René Kjær. Foto Burt Seeger

-Vi er stolte som paver når det går godt; så går det lidt nemmere i hverdagen når man trasker rundt med hestene i et værre møgvejr, og det gik da nogenlunde i fjor …

“Nogenlunde” er nordjysk beskedenhed når det er bedst – for det gik i sandhed helt forrygende for Carsten S. Nielsens opdræt i 2022.

Isabella C N, som han endda selv trænede, vandt således Dansk Opdrætningsløb, mens Golden C N gik til tops i Hoppe Derbyet. Begge heste tjente over 400.000 kr. Det samme gjorde Elegant C N, der leverede mange stærke præstationer sæsonen igennem.

Tvunget til at sælge
Carsten S. Nielsen er nomineret i to kategorier ved Hestesportens Galla som hhv. Årets Opdrætter og Årets Amatørtræner, mens Isabella C N er nomineret i kategorierne Årets 2-åring, Årets Hoppe og Årets Hest!

-Isabella C N gik jo helt fantastisk i samtlige starter, siger Carsten.

Carsten og Gerda Nielsen med Ecco CN. Foto: KM FOTO

-Efter sejren i Aalborg (14. juli, red.) solgte jeg en halvpart til Stald H (Per Hansen) med den klausul, at jeg skulle fortsætte med at træne hende resten af 2-årssæsonen, hvor vi også delte alle udgifter og indtægter. Herefter købte han min halvpart og hun gik i træning hos Bo Westergaard, som hentede hende mellem Jul og Nytår.

-Det er altid vemodigt at skille sig af med hestene, men hvis vi ikke sælger nogen, kunne vi jo ikke være her for heste! Vi får normalt to føl om året og det koster trods alt en del penge at ha’ dem, så vi er tvunget til at sælge dem – og når det går godt, som det heldigvis har gjort det meste af tiden, kan man også få en god skilling for dem. Vi har aldrig “døjet” med at komme af med dem.

-Og selvom vi har solgt hestene, følger vi dem allesammen tæt, og det er dejligt når det går dem godt – som f.eks. Dumbo (Derbyvinder i 2019, red.), der i december måned var nummer to i et italiensk storløb.

Guldhoppen endelig i fol
Elegant C N og Isabella C N er begge efter Remember C N, som kun har fået disse to afkom siden hun gik i avlen i 2015, men i fjor lykkedes det endelig at få Axwill-hoppen i fol igen.

Elegant C N med Bo Westergaard. Foto: Burt Seeger

-Remember C N er i fol v/Ens Snapshot, så der kommer en helbror eller -søster til Elegant C N! siger Carsten, som har yderligere én følhoppe på stutteriet i Aalestrup, ca. 50 km sydvest for Aalborg, Another C N (Buvetier d’Aunou), der er i fol v/Donato Hanover.

Another C N er i forvejen mor til bl.a. Golden C N.

Desværre mistede Carsten S. Nielsen sidste efterår moderen til Derbyvinderen Dumbo og Hoppe Kriterie-vinderen Gaby C N, svenskfødte Lipstick Jungle (Varenne).

-Hun fik et hingstføl efter Googoo Gaagaa, Lamborghini C N, og var i fol v/Donato Hanover, men fik desværre tarmslyng da føllet var 4½ måned gammel og døde kort tid efter. Heldigvis var Lamborghini gammel nok til at kunne klare sig selv, men trist at miste en hoppe på den måde, siger Carsten.

Nye stjerner på vej
Som amatørtræner har Carsten S. Nielsen fejret mange triumfer gennem årene. I fjor vandt Isabella C N fire sejre og 436.925 kroner i syv starter, mens det de to foregående år var Golden C N og Gaby C N, der tegnede stalden med succes.

Nu gælder det så K-årgangen, der netop er fyldt to år, og her har Gerda og Carsten S. Nielsen to spændende heste på vej, Karat C N (h. e. Express Bourbon-Another C N) og Kandis C N (hp. e. Wishing Stone-Lipstick Jungle).

-Begge heste blev kørt til i maj måned i fjor og jeg har kørt med dem siden. De har fået en masse langsomt arbejde og speeder også indimellem. De ser rigtig godt ud begge to, så hvis der ikke sker noget uforudsigeligt, bliver de klar til start som 2-års, siger Carsten, som allerede har haft én meget interesseret køber til en af hestene.

I næste årgang finder man hingstene Lamborghini C N (Googoo Gaagaa-Lipstick Jungle) og Legenden C N (Great Challenger-Another C N).

-Hans Jacobsen (Bare Hans A/S, som i forvejen har Golden C N) er meget interesseret i at få en Googoo Gaagaa, så han har sagt, at han kommer inden for en måneds tid og ser på Legenden C N, siger Carsten, som glæder sig til at komme til Galla, men ellers har han de senere år været en sjælden gæst i vindercirklen når en af familiens heste har vundet løb.

-Jeg døjer med ryggen og kan ikke gå så langt, så hvis jeg skulle komme over i vindercirklen på f.eks. Lunden, var de jo kørt igen inden jeg nåede derover, smiler Carsten, som i stedet sender Fru Gerda.

-Jeg er så heldig at ha’ en dygtig kone. Vi hjælpes ad om tingene og hun er rigtig dygtig, så det klarer hun.

Gerda Nielsen (t.v.) i vindercirklen med Isabella C N efter sejren i Mark Ingdams Mindeløb i Derbyweekenden. Foto: Burt Seeger