TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Harry Haythrow sætter kurs mod Copenhagen Cup

af | Nyheder

Harry Haythrow efter en af sine sejre i V75

Harry Haythrow efter en af sine sejre i V75

Efter det kedelige afbud fra Yarrah Boko, er der godt nyt fra Sportschef Flemming Sunn, der melder den lavtflyvende travmaskine Harry Haytrow klar til Copenhagen Cup.

Der tegner sig efterhånden et billede af, at årets udgave af Copenhagen Cup bliver meget fin, og at byttet med Oslo Grand Prix kun har haft positiv indflydelse på sammensætningen af feltet.

Syv heste ud af 10 er nu klar til det store løb, hvor vi gætter på, at en norsk hest står meget højt på ønskelisten. Femårige Support Justice (Kadabra) kunne være et flot emne, men han har givet det fine 5 års løb på Copenhagen Cup i sigte, eller hvad?

Det rygtes nu også fra Sverige, at sidste års svenske Derbyvinder Mosaique Face har fået en invitation, men mere om dette senere.

Invitationen får disse ord med på vejen af Flemming Sunn:

Med største glæde kan vi meddele, at DFDS Broline Copenhagen Cup 2014 får deltagelse af ”folkets hest” i Sverige – Harry Haythrow.

Harry Haythrow (Rite On Line-Speedy Tilda) der har indvundet 3.786.700 Skr. har via sin fantastiske rekord på 57 starter i træk i V75-løb opnået nærmest heltestatus i Sverige.

Til historien om Harry Haythrows enorme popularitet i Sverige hører også, at den som trænet af Halmstad-amatøren Johnny Johansson er blevet de ”små” amatørers håb imod de store professionelle trænere.

Sportsligt har Harry Haythrow som nævnt huseret i den svenske Gulddivision de seneste par sæsoner – og med flere sejre til følge. I år sæsondebuterede han på forrygende vis ved at vinde i Gulddivisionen foran så prominente navne som Olympiatravsvinderen Solvato, toeren Sanity og Raja Mirchi. Starten efter sad den fast over mål på en andenplads bag Sanity, men igen foran Raja Mirchi.

I den seneste start blev Harry Haythrow nummer fem i Olympiatravet.

Den køres af Peter Untersteiner.

Dermed er følgende heste klar til DFDS Broline Copenhagen Cup 2014:

Caballion

Harry Haythrow

Magic Tonight

Mr Picolit

Orali

Quinoa du Gers

Uncle Peter