TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Grand Prix-vinder i fin form

af | 25. feb 2019 | Nyheder

Sidste års vinder af Jydsk 2-årings Grand Prix, Ecco C N, får nu havren serveret hos Steen Juul.

På trav.dk står Carsten S. Nielsen stadig som ejer af Ecco C N (ENS Snapshot), men hesten blev altså i begyndelsen af februar måned solgt til Niels Thomsen, Baltic Stable, som valgte at sende 2-årings Grand Prix-vinderen i træning hos Steen Juul.

Ecco C N. Arkivfoto: Ole Hindby

-Ecco C N var i fin form da den ankom, så det var bare at træne videre og han træner uden anmærkninger, siger Steen Juul til Travservice.dk.

-Det er jo spændende med sådan en hest, men jeg har omvendt ikke så meget at ha’ det i, da han ikke ikke har startet for os. Men jeg har jo set Ecco C N i fjor, hvor den viste, at den kan være med i toppen af årgangen, så det er bare at håbe på, at han kan udvikle sig yderligere.

-Mht. kommende løbsopgaver er det lidt sværere, da han har lidt penge på sig (213.500 kr), så det er fortrinsvis årgangsløbene det gælder og jeg tænker, at vi når mod slutningen af april før Ecco C N kommer til start. Musketerdagen i Skive kunne selvklart være en mulighed.

“Talentet har han i hvert fald”
Steen Juul har også en anden talentfuld 3-åring i stalden, Derbyvinderen Bvlgari Peaks lillebror Explosive Peak (Explosive Matter), der i lørdags på Lunden debuterede med en flot sejr i tiden 1.17,2/2000 meter.

Explosive Peak (4) vandt sin debut for Steen Juul.
Foto: Refined Pro

-Ja, han gik godt. Er lidt udviklet og er ikke færdig endnu, men det er der jo omvendt ikke mange 3-åringer der er på det her tidspunkt af sæsonen, siger Steen Juul.

-Nu skal Explosive Peak bare udvikle sig og forhåbentlig være med til at tjene nogle gode penge.

-Hvorvidt han kan blive et emne til årgangsløbene, så håber man det jo altid når man har en talentfuld 3-åring, men der er lang vej fra at vinde i de lave klasse til at møde de bedste i årgangen.