Grand Prix-double til Gordon Dahl?
Gordon Dahl har to af de syv deltagere i søndagens 2-årings Grand Prix på Jydsk Væddeløbsbane, og med lidt held kan Skive-træneren snuppe en double.
I modsætning til tidligere år har en eller flere 2-åringer ikke skilt sig afgørende ud, og det er derfor svært at udpege en klar favorit i Kridthøj Torv Jydsk 2-årings Grand Prix, hvor syv heste dyster om en førstepræmie på 100.000 kroner.
Gordon Dahl-trænede U S Snapshot har fået programmets vindertip og den betragtning er Skive-træneren ikke uenig i:
– Jeg mener i hvert fald at det er en rigtig skrap hest og måske en af de bedste i årgangen, siger Gordon.
– U S Snapshot har været et ret stort talent fra dag 1. Han har et godt temperament og et godt sind, har haft nemt ved jobbet og har bare udviklet sig fra vi fik ham i vogn og indtil nu. Det er en hest, jeg venter mig meget af.
– Hvis man ser på resultaterne (U S Snapshot har galoperet de to seneste starter) virker han jo ustabil og urutineret, men jeg synes faktisk, at han har ageret meget rutineret i træning. Forrige gang på Lunden var der bare alt for meget “smæld” på fra start for en 2-åring, men jeg forstår godt Steen Juuls valg for hesten har virket stabil og sikker, så det var bare sort uheld at U S Snapshot galoperede netop som han havde fået front.
– Efter den sidste start på Derbydagen fandt vi nogle ømheder i både et forknæ og en bagkode, som han er blevet behandlet for og jeg er sikker på, at det var årsagen til galoppen. Men som sagt føler jeg at U S Snapshot faktisk er rimelig stabil og travsikker, så det bør være en fornuftig chance i morgen.
Steen Juul kører igen U S Snapshot, mens Birger Jørgensen har fået genvalg i sulkyen bag staldkammeraten Unik Tamsen.
– Unik Tamsen er egentlig ikke så langt efter U S Snapshot og i lighed med de andre heste, jeg har set efter ENS Snapshot, er det et par utrolig intelligente heste vi har med at gøre. De opfører sig pænt, har let ved jobbet og bruger ikke unødige kræfter undervejs.
– Det er selvfølgelig svært at sige hvor langt de når, men begge heste har god motor og stor kapacitet, så jeg tror de når et stykke vej og det er mit håb at de begge kan være med i årgangstoppen næste år.
I AB Catering Jydsk 2-årings Grand Prix Consolation har Gordon Dahl Vinder Mølgård med.
– Det er en lidt stor og grov hest, som nok først er rigtig udvokset som 3-års, men han stod meldt i løbet og derfor valgte jeg at skrive ham til start. Det var umiddelbart også en god idé, da det er den tyndeste årgang vi har set i mange år, siger Gordon.
Mange spændende ungheste
Efter tre sæsoner med over 1,3 millioner kroner i indkørte præmier hvert år, har Gordon Dahl haft lidt af et mellemår med foreløbig 24 sejre og 438.000 kroner, men med seks 1-åringer og otte 2-åringer i stalden er der rigeligt at bygge videre på i fremtiden.
– Det er gået lidt trægt, men efter vi har fået fyldt godt op med bl.a. en masse 1-åringer fra de to auktioner, synes jeg det begynder at lysne, siger Gordon.
– På nuværende tidspunkt har vi sat otte 1-åringer i vogn, men det er svært at vurdere hvor meget de kan og jeg synes ikke man kan sige, at nogen har skilt sig ud.
– Det er klart at det var et slag at miste O’grady ikke ret lang tid efter jeg var stoppet som privattræner, men jeg har flere andre gode hesteejere og er da kommet ovenpå igen. Vi har bl.a. stor glæde af samarbejdet med Larsen & Villadsen I/S (ejere af U S Snapshot m.fl.), der består af i alt fire personer, som pt. har 13-14 heste i træning hos os og de satser kraftigt på travsporten. Det er en af de hesteejere, man virkelig kunne unde at få en Grand Prix-sejr på søndag.
– Vi har indtil videre fået tre 2-åringer klar, men har flere andre spændende heste i den årgang, som jeg ved bliver klar i februar-marts-april måned næste år.
– T-årgangen er til gengæld lidt tyndt besat. Too Fast Shadow er en hest, jeg håber, kan være med i årgangsløbene for hopperne næste år. Hun stod desværre med en blindtarmsforstoppelse, den dag jeg skulle melde til Hoppe Kriteriumsprøverne, så det blev ikke til noget, men jeg tror det er en hest, der rangerer blandt de 8-10 bedste hopper i årgangen, slutter Gordon Dahl.