TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Grand Prix-double til Gordon Dahl

af | Nyheder

Unik Tamsen flankeret af opdrætter Jette Damsen, Per Damberg og Gordon Dahl. Foto: Ole Hindby

Unik Tamsen flankeret af opdrætter Jette Tamsen, Per Damberg og Gordon Dahl. Foto: Ole Hindby

Gordon Dahl blev den store triumfator i Tuborg Jydsk 4-årings Grand Prix, idet han bragte Unik Tamsen til sejr foran Wishing Boy med Steen Juul, som han både træner og er medejer af. Storfavoritten Winston Sisa galoperede flere gange.

Som træner har Gordon Dahl vundet de fleste af vore storløb, men det var første gang han som kusk kunne vende tilbage til vindercirklen i et af dansk travsports største løb.

Gordon Dahl kørte et løb efter bogen med Unik Tamsen, der både i første start som i det gyldige løb lå i ryg på staldkammeraten Wishing Boy med Steen Juul, der var førende.

100 meter fra mål kunne Gordon Dahl trække Unik Tamsen ud og parret gik forbi til sikker sejr i tiden 1.16.5a/2360 meter foran Wishing Boy i 1.16.6, mens Walt Disney med Jeppe Juel besatte tredjepladsen i 1.16.7.

– Jeg var godt nok ærgerlig og irriteret, da det viste sig, at der var omstart efter vi havde kørt 1200 meter af løbet, sagde Gordon Dahl bagefter. – Det var ikke noget, der gavnede Wishing Boy og Vinder Mølgård, der begge er meget temperamentsfulde, mens det er lige meget med Unik Tamsen.

– Vi fik prikket startet perfekt begge gange med Steen til spids og mig i ryg. Jeg var faktisk ikke klar over, at der var et styrt i første start, og da Steen trak ud i svinget ved staldene tænkte jeg; Hvad har han gang i?. Men så hørte jeg, at der var styrt.

– Jeg synes, at når det nu skulle være, så var det vel rimeligt, at det blev Unik Tamsen og Wishing Boy, der kom til at gøre op om sejren. Vi var i spids, da løbet blev ringet af, men det kostede nok Wishing Boy sejren, at der var styrt, siger Gordon Dahl videre.

Foto: Ole Hindby

Foto: Ole Hindby

Nu skal Gordon Dahls trio (Unik Tamsen, Wishing Boy og Vinder Mølgård) matches mod Derbyprøven og Dansk Trav Derby.

– Men jeg skal ud at finde en opgave eller to til dem inden den 16. august, hvor der er Derbyprøve, siger Gordon Dahl.

Unik Tamsen ejes af den tidligere Lunden-træner Per Damberg, der købte den for en slik på en auktion i Aalborg.

Allerede som 2-åring viste Unik Tamsen fine takter, mens den ikke helt levede op til det i fjor.

– Og jeg havde sagt til Gordon, at hvis den kun blev nummer fire eller fem i 4-års Prøven, så ville jeg selv køre den i Grand Prix’et for at få den oplevelse, fortæller Per Damberg.

Nu blev Unik Tamsen nummer to i prøven – og Gordon fik lov til at køre.

– Jeg var godt nok ærgerlig, da der blev kaldt til omstart og tænkte, at der røg lige 100.000 kroner (andenpræmien), men det blev et godt bytte! konstaterer Damberg.

Ja, nu fik han nemlig 250.000 kroner i førstepræmie.

Gordon Dahl fik i alt 360.000 kroner i præmier til stalden, idet Vinder Mølgård tog den sidste præmie.

De to første heste over er begge efter avlshingsten ENS Snapshot, der også er fader til storfavoritten Winston Sisa, der slet ikke kunne finde rundt på Jydsk Væddeløbsbane i dag.

Akkurat som i første startforsøg galoperede den ind i staldsvinget efter start, og den galoperede ved udgangen af staldsvinget anden gang.