TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Grand Circle: Lonesomerider og Lust for Life  I en klasse for sig

af | 11. jul 2025 | Nyheder

Både Championatet og Hoppe Championatet vandtes  suverænt af hhv. Lonesomerider med Jan Dahlgaard og Lust for Life med Robin Bakker.

Lust for Life med Robin Bakker vandt Grand Circle 3 års Hoppe Championatet sikkert. Foto Hesselborg Foto

At Stald H’s Lust for Life, der trænes i Holland af Paul Hagoort, er L-årgangens hoppe, var vel klart for de fleste  inden dagens sejr i opvisningsstil, mens der fortsat blev bejlet til tronen hos hingstene.

Men nu er det afgjort!

Stutteri Hole in Ones Lonesomerider, der trænes af Peter Rudbeck, er årgangens bedste hingst/vallak.

Ingen kan vel argumentere mod dette efter at have været vidner til præstationerne i Grand Circle 3 års Championaterne på Spar Nord Racing Arena Aalborg.

Var der spænding om udfaldet, så var det faktisk Lust for Life, der sørgede for det, idet hun op til startvognen var overivrig, kastede sig i galop, men fandt dog benene inden start, og så var løbet afgjort.

Robin Bakker bag Lust for Life kørte fremad – indvendigt var der Lipa Wee med Casper M. Nielsen, der svarede, men rullede over i galop i første sving (første gang uden fire sko) – og så var føringen overladt til Lust for Life, der herefter spadserede sejren og de 262.500 kroner incl. Præmiechancen hjem.

Lust for Life. Hesselborg Foto

Vindertiden 1.14.3a/2140 m er den tredjehurtigste i løbets historie – løbsrekorden indehaves af Just a Lady, der sejrede for Bo Westergaard i 2023 i 1.14.0.

Lets Go Ostedantik med Steen Juul besatte andenpladsen bag Lust for Life i 1.14.7, mens Laurentia Mosebo med Knud Mønster blev nummer tre i 1.14.8.

Lust for Life er født og opvokset i Frankrig hos træner Pierre Belloche – manden bag Elitloppvinderen Horsy Dream.

Lust for Life har nyligt afdøde svenske Mister JP (Taurus Dream) som far, mens moderen er den franske hoppe, Urban Meslois (Love You) – hun har i Frankrig født i alt syv føl – de seks er franskregistrerede med Leader Meslois (Uhlan du Val) fra 2021 som den hidtil bedste med rekord 1.22.4 og en indtjening på 52.350 Euro.

Lust for Life har klart overgået den nu!

Hesselborg Foto

Familien Hansen med Per Hansen, Stald H i spidsen havde inviteret familie og venner til løbsdagen i Aalborg – og opbuddet efter Lust for Life-sejren  i vindercirklen så ud som efter et amerikansk storløb!

Stald H havde endnu en chance for Grand Circle-sejr i Luigi med Jeppe Juel.

Men Luigi kom aldrig til at true Lonesomerider med Jan Dahlgaard, der akkurat som Lust for Life tidligt sad i spids.

Og blev der!

Luigi sad undervejs på en tredjeplads efter Lonesomerider og Jan Friis-trænede Lee Marvin med Birger Jørgensen.

Denne trio skilte sig klart ud fra resten af feltet.

Lonesomerider med Jan Dahlgaard på vej mod sejren i Grand Circle 3 års Championatet. Foto Hesselborg Foto

Lonesomerider var der ingen, der kunne true, og sejren og førstepræmien på 262.500 kroner blev hjemført i sikker stil i 1.14.7a/2140 m – Ind i opløbet lå Luigi tilsyneladende til en sikker andenplads, men Lee Marvin kom tilbage og blev nummer to i 1.15.1, mens Luigi var tredje i 1.15.2.

Derefter var der et stykke ned til Bjarke Haagensens Le Champ Laser med Rene Kjærs i 1.15.9, mens Licorice Cash med Morten Friis var nummer fem i 1.16.1.

Lonesomerider er født og opdrættet af Niels Jørgen Jensen, Stutteri Shadow, men blev allerede som føl solgt til Stald Hole in One.

Rolf og Peter Rudbeck, Stald Hole in One sammen med Laura Larsen og Niels Jørgen Jensen fra Stutteri Shadow.
Hesselborg Foto

Lonesomerider tilhører første årgang efter Power (Googoo Gaagaa) og det er lidt pudsigt, at de to mest vindende afkom efter Power begge er danskejede.

Med dagens førstepræmie topper Lonesomerider med omregnet 704.479 SEK fulgt af Thomas Clemmensens Cala Karamell med 679.799 SEK – den er i træning hos Mattis Djuse på Solvalla.

Lonesomerider har den ustartede hoppe Earthwindnfire som mor, og hun har som helsøster til Nobodybeatsthebeat papirerne i orden.

Hendes første afkom, Juan (Cantab Hall) har momentvis afsløret, at den har talent, men det er foreløbig kun blevet til rekord 1.14.5 og 108.100 kroner.

I 2021 fik Earthwindnfire hoppen Kammanuna Shadow efter Andover Hall – den er eksporteret til USA, hvor den har fået navneforandring til Bluewave Vacation. Den har dog hverken startet eller fået føl.

Efter Lonesomerider har Earthwindnfire først fået føl igen i år – et hoppeføl efter Googoo Gaagaa og hun er igen i fol ved denne.

For Stutteri Hole in One var det sejr nummer fire i Grand Circle 3 års Championatet – og det var andet år i træk – i fjor hed vinderhesten Kungfufighting!

Imponerende!!