Flemming Jensen-trænede Glorius Rain er i sit livs form og vandt let sin fjerde sejr i træk mandag aften i Aalborg.
På forhånd lignede mandagens opgave for Glorius Rain oplagt, og det var det også.
Birger Jørgensen sad i sulkyen og bragte Thomas Lind-Holms 8-årige hoppe til en sikker sejr i 1.11.6a/1640 m mange længder foran Eddie the Eagle med Christina Lønborg og Enforalle P med Jeppe Rask, der på anden- og tredjepladsen noteredes for 1.12.4.

Var det så sidste start for Glorius Rain, der har fået plads ved Face Time Bourbon i Frankrig?
Næppe – med den form, som hun er i lige nu.
-Jeg ved det ikke endnu, men hvis alt er OK med hende, så starter hun i Diamantstoet på Solvalla den 7. februar, siger Thomas Lind-Holm til travservice.
I Diamantstoet, der køres over distancen 2140 m og med startpladser efter indtjening (altså amerikanerløb) er der en førstepræmie på 300.000 SEK.
En sejr her vil bringe Glorius Rain over 2 millioner kroner i indtjening i dansk valuta!
