TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Fremtiden for Derbyauktionen

af | Nyheder, På Biddet

Kan Breeders Club også løfte opgaven i 2023 med at afholde Derbyauktionen – eller skal de to danske åringsauktioner, Derbyauktionen og Aalborgauktionen slås sammen?

Det er et kæmpestort arbejde at arrangere en hesteauktion i Danmark – og især med en lille organisation bag sig.

Selv om det officielt var Breeders Club, der stod som arrangør af Derbyauktionen, så er det ingen hemmelighed, at ægteparret Jeanette og Jens Glud Hansen trak det store (og frivillige) læs i forbindelse med auktionen.

Og har de lyst, tid – og overskud til at gøre det igen?

Og ville det måske være en bedre idé at slå de to auktioner sammen og holde en stor auktion for alle danske åringer?

Den idé har en gruppe af nordjyske opdrættere tidligere lanceret, og selv om den ikke har haft meget liv i debatten, så kan det være en mulighed.

I oplægget til en sådan stor dansk åringsauktion er der lagt vægt på, at auktionen IKKE skal holdes i forbindelse med en løbsdag.

Trænere og hesteejere skal have god tid til at gennemgå de åringer, de måtte være interesserede i – uden at skulle have eventuelle dårlige resultater på Hoppe Derbydagen i baghovedet – eller spændingen før løbene på Derbydagen siddende i kroppen.

En sådan auktion på en hverdag uden løb har man haft i mange år inden for dansk galopsport, og det har virket upåklageligt.

Det har heller ikke afholdt hverken svenske eller norske trænere og hesteejere fra at komme til auktionen.

Det kan selvfølgelig føles mærkeligt at forsøge at starte en debat om fremtiden for Derbyauktionen efter den succes som årets auktion jo var.

Men da Jeanette og Jens Glud Hansen giver udtryk for, at de ikke kan eller vil lægge det nødvendige arbejde i en ny auktion i 2023, så melder spørgsmålet sig automatisk.

Er der en fremtid for Derbyauktionen?

Opdrætterforeningen har tilkendegivet, at de føler, at foreningen har en opgave i sørge for at danske opdrættere har en auktionsplatform til afsætning af deres opdræt, og er derfor garant for, at der fortsat vil være en eller flere åringsauktioner i Danmark.

Endelig er der jo også den mulighed, at foreningen Breeders Club fortsat vil stå som arrangør for Derbyauktionen.

Og skal Derbyauktionen så igen holdes på Lunden – flytte tilbage til York – eller et helt tredje sted – f.eks. Vilhelmsborg ved Aarhus?