Frankrigs bedste?
Texas Charm. Arkiv Gerard Forni
Det var en sand styrke præstation den 6-årige Texas Charm leverede lørdag eftermiddag, da den vandt det traditionsrige Prix Rene Ballaire på Vincennes.
Fra en position som sidst i feltet strøg den uden om konkurrenterne på 500 meter – op ad bakken på den fjerne langside og var i spids inden opløbssvinget.
Herefter var det bare et spørgsmål om, hvem der skulle blive nummer to.
Texas Charm, der ejes og er opdrættet af Jean Phillip Dubois Ecurie Victoria Dreams, vandt sin fjerde sejr i træk i ny rekord 1.09.9a/2100 for unge Julien Dubois – og den ligner et rigtigt godt vinderbud på Prix d’Amerique 2014!
Timoko med Jos Verbeeck sluttede godt af til andenpladsen i 1.10.0, mens længe førende The Best Madrik med Jean Etienne Dubois blev nummer tre i 1.10.1.
Raja Mirchi med Lutfi Kolgjini forsøgte at følge Texas Charm i dennes angreb, men klarede det ikke og sluttede næstsidst i 1.10.7 – kun årets Prix d’Amerique-vinder og staldkammerat til Texas Charm, Royal Dream med Jean Phillipe Dubois var bagefter i 1.11.2 – Royal Dream lå i dødens undervejs og med et udgangstempo på 1.04.8/600 meter – 1.08/1100 m og 1.10.1/1600 meter tabte den pusten til slut.
Texas Charm, der er Cygnys D’Odyssee og en Coktail Jet-hoppe, er for alvor trådt ind i eliten med denne sejr i et Gruppe 1-løb.
For Jean Phillipe Dubois og Ecurie Victoria Dreams blev den en god dag på Vincennes, for ikke blot havde stalden vinderen af Prix Rene Ballaire med 90.000 Euro i førstepræmie.
I eftermiddagens hovedbegivenhed, monteløbet Prix du President de la Republique med en førstepræmie på 108.000 Euro vandt staldens Valse Darling (Prodigius) med Franck Nivard i sadlen.
Det kunne være blevet til dobbeltsejr til Victoria Dreams, idet staldens anden deltager, Vision Intense med Nathalie Henry var først i mål, men diskvalificeret for urent trav i opløbet.
Og så var det jo godt at det var staldkammeraten, der var nærmest over mål.
Også i det andet store monteløb, Prix d’Essai med en førstepræmie på 90.000 Euro var det en Victoria Dreams hest, der sejrede og igen var den efter Prodigious, nemlig Arca de Jacques med Eric Raffin, der vandt i 1.13.5/2175 m.
Ecurie Victoria Dreams er klart Frankrigs førende hesteejer og efter lørdagens præmiehøst har staldens 50 heste tjent 2.675.490 Euro i denne sæson!
Nummer to på listen har lige rundet millionen!
På lørdagens program stod også Prix Albert Viel for de bedste 3-årige sulky heste, men her spillede Victoria Dream kun anden violin.
Årgangens mest vindende Ready cash-datteren Axelle Dark med Jos Verbeeck sejrede i et tæt opløb foran Aldi des Champs (Prince d’Espace) og Akim du Cap Vert (First de Retz) – alle i 1.13.9/2700 m.
Axelle Dark har nu tjent i alt 350.400 Euro i karrieren.
Ecurie Victoria Dream havde her Artistic Charm (Prodigious) til start og den sluttede på en femteplads i 1.14.0