TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Arven efter Tramp Girl

af | Nyheder

Derbykandidaten Emoji kan i lige linje føres tilbage til Julius Pajonceks 1904-import Tramp Girl, der også er stammoder til bl.a. sidste års Derbyvinder Dumbo og elitetraveren Conrads Rödluva.

Selvom det efterhånden er rigtig mange år siden, de havde deres “storhedstid” kender de fleste med interesse for dansk travavl og -historie utvivlsomt de to pionerer, Julius Pajoncek og Julius Høybye, som i travsportens allertidligste barndom vendte blikket mod USA og over en årrække på næsten 30 år (1901-ca. 1930) importerede et utal af fine heste fra “overthere”.

Emoji – 10. generation efter Julius Pajonceks 1904-import Tramp Girl. Foto: Burt Seeger

Størsteparten af de avlshingste, som Pajonjek og Høybye – der begge er indvalgt i Travsportens Hall of Fame – købte til Danmark dominerede avlen helt frem til 1940’erne, men hopperne fik næsten lige så stor betydning og mange af deres blodlinjer kan faktisk følges helt frem til nutiden.

Ta’ nu f.eks. Tramp Girl, der kom til verden i Lexington i Kentucky i 1904 som datter af The Tramp og Lamp Girl, som Julius Pajoncek importerede til Danmark den 15. november 1904 med hoppeføllet Tramp Girl ved siden.

The Tramp – der var født i 1897 – var i øvrigt efter Jay Bird, der var sønnesøn til selveste Hambletonian 10.

Ved ankomsten til Danmark var Tramp Girl atter i fol v/The Tramp og resultatet blev hoppen Sweet Mary, der vandt både Dansk Opdrætningsløb og Dansk Trav Kriterium i hhv. 1907 og 1908, ligesom hun senere blev mor til bl.a. Paré (vinder af Dansk Opdrætningsløb 1913) og Aspasia (vinder af Dansk Opdrætningsløb 1918 og Dansk Trav Kriterium 1919).

Denne historie handler imidlertid om Tramp Girl, der i øvrigt blev en ganske fin væddeløber for Julius Pajoncek med rekord 1.31,4 og bl.a. var nummer tre i Dansk Trav Derby 1908 bag Tapper og Else Libertine.

I avlen blev Tramp Girl mor til fem afkom i årene 1912-22, heriblandt hoppen Express III (Cortella), der senere blev omdøbt til Evening Girl, som var opdrættet af tømrermester E. Gottschalk-Hansen i Charlottenlund.

Herefter følger i lige linje hopperne Rio Rita (f. 1931), Onerva (f. 1949) og Wita Warden (f. 1954), og sidstnævnte er den yngste fællesnævner for Dumbo og Emoji – for blot at nævne to af de mest kendte og mest aktuelle efterkommere til Tramp Girl.

Stjerner på stribe
Wita Warden, der var opdrættet på Fyn, fik otte afkom, heriblandt seks hopper, som med en enkelt undtagelse alle blev benyttet i avlen – og familien har med årene vokset sig meget stor.

Mest interessant set med nutidens øjne er døtrene Koldbypigen (1964), Nette K (1967) og Prinsesse Koldby (1969), hvor førstnævnte er tip-tip-oldemor til Dumbo, mens Nette K er tip-tip-oldemor til Emoji.

Dumbo og Emoji er med andre ord TIENDE generation efter Tramp Girl.

Den opmærksomme læser vil bemærke, at Dumbos mor, Lipstick Jungle, er svenskfødt, men hendes oldemor (mormors mor) var danske Torino, som bl.a. vandt Dansk Opdrætningsløb for Børge Simonsen, inden hun blev eksporteret til Sverige.

Emoji har i øvrigt også lidt udenlandske relationer – og så alligevel ikke.

Hans oldemor (mormors mor) er norske Pretty Yankee, men hun var faktisk født i Danmark – opdrættet af nu afdøde Bjørn Prahl, der også har opdrættet bl.a. Derbyvinderen Predator.

I moderlinjen finder man også en lang række topheste med aktuelle Conrads Rödluva (1.09,7a-10 mill. SEK), Kriterievinderen Partout Simoni (1.10,8a-4 mill. kr), Bobtail (1.11,4a-5,1 mill. SEK) samt de svenske millionærer Miss Pilaar, Jullan, Västerbo Extrem i spidsen.

Daniel Redén-trænede Conrads Rödluva – også en af Tramp Girls efterkommere. Foto: Kanal 75