Fetlock Joint med sin nye træner Charley Heslouin leverede en meget stærk afslutning i 5. løb på Enghien og nåede en tredjeplads.

Der var ikke den store tillid til danske Fetlock Joint, da den onsdag eftermiddag startede på Enghien-banen i Paris.
Faktisk var den løbets mindst spillede hest og stod til 86 gange pengene!
Men Noras Bean-sønnen var gjort klar til dagens opgave.
Nu fik den imidlertid ikke den allerbedste rejse fra sin startplads i anden række bag startvognen, og da feltet svingende ind på den lange opløbsstrækning var Fetlock Joint på en 10. plads – 40 meter efter førerhesten.
Men den store vallak speedede frenetisk ned gennem opløbet og det skulle ikke have været meget længere før Fetlock Joint var blevet nummer to.
Nu blev det til en tredjeplads i 1.13.4a/2150 m – præmie 5.740 Euro.
Løbet vandtes af italienske Blue Eyes Bar (Trixton) med Matthieu Mottier i 1.13.2 foran Erik Bondo-trænede Barbarigo med Franck Nivard i 1.13.4.
