På lørdag kan Face Time Bourbon skrive et nyt kapitel i travsportens historie, hvis den vinder Prix de Selection på Vincennes.
Prix de Selection er et Gruppe I-løb, der er forbeholdt 4,5 og 6-travere, hvor 4-åringer starter fra 2175 meter og 5- og 6-åringer fra 2200 meter. Den samlede præmiesum er på 200.000 Euro.
I fjor blev Face Time Bourbon den kun fjerde hest, der vandt løbet for anden gang, og hvis han på lørdag vinder løbet igen vil Face Time Bourbon være den første i løbets historie, der vinder det tre gange i træk!
Lørdagens start for Face Time Bourbon bliver også den første uden Björn Goop i sulkyen i lang tid.
Nu overtager Eric Raffin jobbet bag Face Time Bourbon – han er ikke helt uvant med at køre den, for Raffin har tidligere vundet to løb med Face Time Bourbon.
Pt. står der blot 14 heste tilbage i Prix de Selection, og på papiret ligner det allerede i dag en ret overkommelig opgave for den 6-årige Ready Cash-søn.