TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Et luksusproblem

af | Nyheder

Nicolaj Andersen har ikke færre end tre kandidater til årgangsløbene for 4-årige hopper. 

Fredag eftermiddag på Lunden fik “Derby-Nicolaj” to flotte sejre med hhv. Covini og Cassiopeia, der begge befinder sig i gruppen af boblere – lige under de bedste hopper i årgangen, hvor man bl.a. finder Cassiopeias staldkammerat, Commit Boom Bay (vinder af Grand Circle 3-års Championat for Hopper og Jydsk 3-årings Hoppe Grand Prix), så Lunden-træneren kan meget vel komme til at stå med et luksusproblem senere på året: Hvem skal jeg vælge?

-Lige nu tager vi én start ad gangen og tager problemet (med at vælge) når og hvis problemet kommer, siger Nicolaj Andersen, som har vundet Dansk Hoppe Derby to gange tidligere med hhv. Turner Shadow (1995) og Sunbeam (2013). Det er desuden blevet til to sejre i Dansk Trav Derby med hhv. Chopin Toftebjerg (1999) og Dragon Flamingo (2000).

Sunbeam er i øvrigt helsøster til Covini (Dream Vacation), der i sin sæsondebut vandt en flot sejr i tiden 1.16,0a/2000 meter efter en stærk afslutning.

Foto: Martin Timm Holmstav

Nu trænes Covini (foto herover) ganske vist af sin ejer og opdrætter, NFT-amatøren Jan Kramer, der selv har en fortid som professionel træner og i øvrigt har vundet Dansk Hoppe Derby som kusk med Covinis mor, Lexus (2007), men Nicolaj Andersen kører ofte Jan Kramers heste i storløbene – og således også ved gårsdagens sejr.

-Vi ses jo privat, så vi snakker selvfølgelig sammen om hestene, men træningsmæssigt har jeg intet at gøre med Jans heste – det klarer han udmærket selv, siger Nicolaj Andersen.

-Vi har en god dialog og jeg kører altid hans heste, som han vil ha’ det og specielt de første par gange, vil Jan gerne have, at de før nogle rolige løb.

-I fjor blev Covini lidt tændt sidst på året og det har Jan haft fokus på i vinter. Derfor drejer de første par løb i år sig bare om hun skal være med og lære at løbe travløb på en fornuftig måde, og det mest positive i går var, at hun var meget rolig og afbalanceret. Hvorvidt problemet så er løst, er svært at sige på én start. Lad os se et par starter mere, hvor vi har fokus på at hun har den der tendens.

Nogle løb senere var Nicolaj Andersen igen på pletten – denne gang med Cassiopeia (Quaker Jet), der er opdrættet og ejet af Lunden-trænerens hustru og datter, Pia & Maria Andersen. Fruen står offiicielt som træner, men både Cassiopeia og resten af familiens egne heste er selvfølgelig et “familieforetagende”.

-Cassiopeia har overvintret fint og er blevet stærkere og kan bedre styre det hele. Hun gik et rigtig fint løb i går, siger Nicolaj Andersen, som trods et par særdeles fine præstationer ikke synes, at hverken Covini eller Cassiopeia pt. indeholder samme klasse som årgangens bedste hopper.

-Begge heste har vist stor talent og hurtighed, men der er stadig et par skridt op før vi begynder at tale årgangsløb. De begynder at vise noget af det rigtige, men har endnu ikke mødt de bedste i årgangen, så jeg vil gerne se dem bevise det først.

-Godt nok vinder Cassiopeia på en god tid i går og hun mødte da også et par andre gode 4-årshopper, men hvordan det går når hun møder 10 af de bedste, er jo svært at sige. Samtidig har hun trænet opadgående de sidste par måneder, så vi er bestemt på vej i den rigtige retning.

Storløbsvinder ramt af infektion
Nicolaj Andersens hidtil bedste hoppe i C-årgangen, Commit Boom Bay (1.13,8a-419.000 kr) har haft løbspause siden midten af november, men der går ikke lang tid før vi igen får ENS Snapshot-hoppen at se igen.

-Commit Boom Bay blev desværre, som flere af mine andre heste, ramt af en infektion for tre ugen. Det satte hende lidt tilbage, men hun er oppe i fuld “gear” igen, siger Nicolaj Andersen.

-Hun har et lille stykke vej endnu, men lige her og nu ser det ud som om, at hun kommer til start sidst i maj måned. Det næste problem er så at finde et løb til hende – det er ikke let i øjeblikket.

-Commit Boom Bay har overvintret fint og trænet rigtig stærkt, indtil hun fik den infektion, og jeg synes, hun har udviklet sig kropsmæssigt, så jeg glæder mig meget til at sætte fart i hende igen.

-Vores fire 3-åringer har i øvrigt også været hårdt ramt af infektion; derfor ligger vi lidt efter normalt og har ikke så mange startheste, der er klar her og nu.

Cassiopeia. Foto: Jan Pedersen

Alt er til salg
Cassiopeia er som nævnt opdrættet af Pia & Maria Andersen og som familiens øvrige heste er Hoppe Derby-kandidaten til salg.

-Når man har to følhopper, som vi tror lidt på, og laver to føl om året, skal vi jo også sælge nogle indimellem hvis det skal løbe bare nogenlunde rundt økonomisk.

-Cassiopeia har vi valgt selv at føre frem, men hun er altså også til salg og der var også et par stykker, der ringede efter sejren i går, men hun bliver jo ikke “foræret” væk og indtil videre er der ikke noget seriøst i den retning.

Cassiopeias mor, Parks Winner (Credit Winner) får ikke føl i år, men er insemineret v/Quite Easy. Den svenskregistrerede hoppe er foreløbig mor til fire afkom.

Familien Andersen har også følhoppen Smaragd (Great Challenger), der har samme mor som Takethem og som selv havde en fin karriere med 11 sejre, rekord 1.12,7a og 225.000 kr.

-Smaragd fik natten til torsdag et hingstføl e. Muscle Massive og går formentlig igen til samme hingst, fortæller Nicolaj Andersen.

-Hendes første afkom, Footloose (h. e. From Above), skal formentlig med på Derbyauktion i år. Som 3/4-bror til Takethem må han være ret interessant.