Er hun Danmarks bedste?
Træner Knud Mønster er fuld af lovord over den 3-årige hoppe, Tinkelbell som han vandt med i aftes på Skive Trav.
– Det er selvfølgelig tidligt at sige det, men jeg tror, at de andre hopper i T-årgangen skal være glade for, at Tinkelbell kun er anmeldt til 4-årings Grand Prix i Aarhus til næste år, siger Knud Mønster.
– At hun galoperede i første sving i aftes skyldtes udelukkende, at hun endnu er urutineret, men trods fejlen så vandt hun jo nemt. Hun var slet ikke i den topfart, som hun kan skyde, da jeg strøg forbi Jeppe Juel med Touche på sidste langside, siger Knud Mønster videre.
– Jo, jeg tror helt afgjort, at Torben Grøn, der også træner hende i det daglige, har en tophest.
– Tinkelbell har da også gode forudsætninger for at kunne blive en tophest, når vi ser på hendes afstamning, siger Knud Mønster videre.
– Mange rynkede på næsen af hendes fader Self Possesion, men det var faktisk en hest, der som åring kostede 310.000 dollars. Jeg havde ham i træning, og det var en virkelig dejlig hest at arbejde med, men på grund af halsproblemer fik den aldrig vist sit fulde potentiale, siger Knud Mønster.
Self Possession har da også en interessant afstamning, der vel er blevet bedre siden 2003, hvor den solgtes på auktion.
Self Possesion er nemlig trukket på samme måde som succeshingsten Cantab Hall – Self Possessed på en Cantab Hall-datter – og hans moder er helsøster til moderen til Judge Joe!
– Derfor var det også overraskende og ikke fair, at den kun fik 50 points, da den blev fremstillet for den danske kåringskommission, siger Knud Mønster videre.
– Jeg mener, at kommissionen i højere grad bør tage hensyn til moderlinjen – både på hingst og hoppe-siden, da jeg mener, at det er af størst betydning for at en avlshingst kan lykkes i avlen, fastslår Knud Mønster
Self Possesion var opstillet til avlstjeneste på Hovhedegård, men fik blot seks afkom, hvoraf Tinkelbell er den eneste, der har startet.
Tre af afkommene døde dog tidligt.
Moderen til Tinkelbell, Fabiola Dan har tidligere født Pikachu CN, der vandt Dansk Opdrætningsløb og nu har tjent en lille halv million kroner.